23948sdkhjf
Del siden
Annonce

John Hansen fylder 60 år

HYTOR A/S' adm. direktør og medejer civ. ing. John Hansen, HD bliver 60 år den 14. marts. Gennem karrieren har han skabt store forandringer hos bl.a. Kores, Glasuld og Novadan.

John Hansen voksede op i Hørsholm og blev realist fra Usserød Kommuneskole i 1968. Efter endt Adgangskursus fortsatte han på DTH, hvorfra han dimitterede som civilingeniør i kemi.

John tog sideløbende med sin første ansættelse som udviklingsingeniør hos Rockwool en HD i Udenrigshandel på Handelshøjskolen i København.

John var i 30 år medlem af Hørsholm Badmintonklub, og var en del af førsteholdstruppen i 70'erne og begyndelsen af 80'erne. John opnåede blandt andet at blive klubmester 2 gange.

John var ligeledes medlem af Rungsted Roklub i 20 år. I en periode var han også aktiv i roklubbens bestyrelse som næstformand. John var blandt det team af roere, der i 1988 satte rekord i Sjælland Rundt i firer med styrmand. Her var han én af dem, der trak i årerne. I erhvervskarrieren har han siden haft stor succes som "styrmand".

I 1988 blev John udnævnt til teknisk direktør i Kores Nordic Ltd., hvilket indebar at han og familien flyttede adressen til England. 3 år senere kom de tilbage til Danmark, da John blev udnævnt til teknisk direktør i Glasuld A/S (nu Isover) i Vamdrup. Han og familien valgte i den forbindelse at slå sig ned i Vejle, hvor de har boet lige siden.

Polaris Management A/S hentede i 2000 John til Novadan A/S i Kolding, hvor hans hovedopgave som administrerende direktør var at udarbejde og implementere en strategisk plan for at omstille Novadan fra at være en virksomhed med dansk fokus, tidligere ejet af virksomhedens største kunde ARLA, til at være en virksomhed udsat for fuld konkurrence og med en international platform.

Novadan A/S blev i 2004 solgt til ITW, men John fortsatte som direktør indtil maj 2007, hvor han overtog chefstolen og blev medejer af handels- og ingeniørfirmaet HYTOR A/S i Esbjerg.

HYTOR's forretningsområder er salg af procesteknik og individuelle systemløsninger til olie/gas og procesindustrien samt salg af pneumatik og hydraulisk værktøj. Desuden udlejes udstyr inden for alle forretningsområder. HYTOR er desuden autoriseret salgs- og servicecenter for Swagelok i Danmark og Rusland. I dag beskæftiger HYTOR 75 medarbejdere - heraf 20 i Rusland.

John er kendt for sin enestående analytiske sans, som han har udmøntet i eksekverbare strategiplaner, der ikke får lov at samle støv på hylden. I alle de virksomheder, John har været leder for, har skudsmålet været, at han arbejder systematisk, er målrettet og særdeles vedholdende. Han har været i stand til at gennemføre store organisationsændringer med kirurgisk akkuratesse og samtidig engagere medarbejderne i simplificering af produktions- og forretningsprocesser, hvilket alle steder har skabt resultater i form af kraftigt øget produktivitet og lønsomhed.

Selvom John altid har skarpt fokus på virksomhedens økonomi, skabes resultaterne aldrig på bekostning af miljøet eller medarbejdernes sundhed og sikkerhed. Siden han startede hos HYTOR er virksomheden blevet førstegangscertificeret efter ISO 9001, ISO 14001 og OHSAS 18001 og er blevet tildelt Arbejdstilsynets Krone Smiley som bevis på, at virksomheden har gjort en ekstraordinær indsats for at sikre en høj arbejdsmiljøstandard.

Gennem karrieren har John desuden været medlem af Saint Gobain European Environmental Committee og formand for både Byggematerialeindustriens Miljøudvalg under Dansk Industri og Green Network i trekantsområdet.

John har, gennem 25 år, beklædt mange bestyrelsesposter i danske virksomheder. Han har bl.a. været bestyrelsesmedlem, i de tidligere børsnoterede selskaber, Jamo A/S og Friis Møbler Horsens A/S.

John har de sidste 20 år været medlem af Bredballe Badmintonklub, og har i mange år været en fast mand på old boys holdene. John er det sidste års tid blevet en aktiv motionsløber i Vejle IF, og var meget glad for sin ½ maraton tid på 1 time og 52 minutter i oktober måned.

Johns store fritidsinteresser er vin, moderne dansk malerkunst og havearbejde.

HYTOR har valgt at fejre fødselsdagen med en stor intern frokost for alle medarbejdere fredag den 25. marts.

www.hytor.dk

HYTOR A/S
Guldborgsundvej 1
6705 Esbjerg Ø
Esbjerg Kommune
Danmark
CVR nummer: DK33943717

Send til en kollega

0.031