Danfoss køber tyskere ud af Sauer-Danfoss
Sauer-Danfoss annoncerede mandag, at Sauer Holding GmbH, som er ejet af Murmann-familien, har indgået en aftale om at sælge 17,5 % af de udestående aktier i Sauer-Danfoss Inc. til Danfoss A/S.
Aftalen tager sit udspring i den succesfulde fusion imellem Sauer Inc. og Danfoss Fluid Power i 2000, som dannede Sauer-Danfoss Inc. Familierne bag de to virksomheder er Murmann-familien fra Tyskland og Clausen-familien fra Danmark. Siden 2000 har Sauer-Danfoss mere end fordoblet sin omsætning fra 850 mio. dollars til 2 mia. dollars og er som et resultat af fusionen og partnerskabet mellem de to familievirksomheder blevet en global leder inden for sit felt.
- Det tætte samarbejde og den tillid, der er opbygget imellem Murmann- og Clausen-familierne, som begge er rodfæstet i den tysk-danske grænseregion, har banet vejen for dette skifte i ejerskabet, kommenterer Jørgen M. Clausen, formand for bestyrelsen i Sauer-Danfoss Inc.
Klaus Murmann, formand emeritus i bestyrelsen for Sauer-Danfoss Inc. udtaler:
- Globaliseringen og konsolideringen i branchen sætter nye standarder for og krav til teknologisk innovation og finansiel kapacitet. Derfor tror parterne på, at virksomheden vil være bedre forberedt på fremtiden ved at have en tættere tilknytning til en global koncern som Danfoss - især da de to familiers værdier og tankegange er kommet endnu tættere på hinanden igennem de år, hvor de i fællesskab har haft majoriteten i virksomheden.
Kilde: Sauer-Danfoss - http://www.sauer-danfoss.dk