Ny Siemens direct drive-vindmølle klar til salg
Siemens lancerede tirsdag sin nye SWT-3.0-101 Direct Drive-vindmølle på European Wind Energy Conference and Exhibition i Warszawa.
Med halvt så mange dele som en traditionel vindmølle med gearkasse og halvt så mange bevægelige dele kræver den nye vindmølle mindre vedligeholdelse. Møllen har en rotordiameter på 101 meter og er nu klar til salg til onshore- og offshore-projekter i hele verden.
Halvt så mange komponenter
- Vores nye SWT-3.0-101 har 25 % højere effekt end vores nuværende 2,3-MW-maskine, men den har lavere vægt og kun halvt så mange dele. Vores primære mål med den nye maskine var at reducere kompleksiteten for at øge driftsikkerheden og rentabiliteten. Vi er overbevist om, at vores nye direct drive-vindmølle er en sikker investering i fremtidens elproduktion, siger Henrik Stiesdal, teknologichef i Siemens Wind Power.
SWT-3.0-101har et nyt gearløst transmissionsdesign med en kompakt synkrongenerator, der magnetiseres af permanente magneter. Generatoren i den første prototype, som blev opstillet i Danmark i 2009, blev produceret af forretningsenheden Large Drives i Siemens’ Industry Sector.
Den primære fordel ved generatorer med permanente magneter er det enkle og robuste design, som ikke kræver strøm til magnetisering, slæberinge eller systemer til styring af magnetiseringen. Det medfører høj virkningsgrad selv ved lav belastning.
Lettere at transportere
En anden fordel ved den nye maskine er ifølge Siemens det kompakte design. Med en længde på 6,8 meter og en diameter på kun 4,2 meter kan mølletoppen transporteres på standardtrailere, der findes på de fleste af de største markeder.
- Mølletoppen på SWT-3.0-101 vejer kun 73 tons, hvilket er mindre end mølletoppen på vores 2,3 MW standardvindmølle. Men selvom designet er kompakt, har vi faktisk givet vores serviceteknikere mere plads at arbejde på – ganske enkelt fordi vi har reduceret antallet af dele drastisk, tilføjer Henrik Stiesdal.
Ud af de fem hovedkomponenter i en vindmølle – vinge, rotornav, mølletop, tårn og styreenhed – er alle undtagen mølletoppen videreudviklet fra Siemens eksisterende portefølje. Ved at benytte velkendte og gennemprøvede komponenter har Siemens bestræbt sig på at eliminere de risici, der normalt forbindes med lanceringen af et så innovativt produkt.