23948sdkhjf

Vestas melder tidligere chef til bagmandspolitiet

Tidligere koncernøkonomidirektør Henrik Nørremark er blevet meldt på baggrund af en række økonomiske dispositioner i relation til en af Vestas’ indiske samarbejdspartnere.
Vestas’ advokater har anbefalet at inddrage Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet, det tidligere Bagmandspolitiet, i sagen om Henrik Nørremark, der blev afskediget i februar 2012. Det sker, fordi advokaterne, sammen med Vestas’ revisorer, har måttet afslutte en række omfattende fælles undersøgelser af sagen, uden at det har været muligt for dem at nå frem til, hvad pengene var brugt til.

Ifølge Vestas har Henrik Nørremark på egen hånd indgået vidtrækkende aftaler, som førte til, at Vestas i 2012 foretog hensættelser på 18,9 mio. euro til at imødegå eventuelle tab i forbindelse med to gældsposter på i alt 4,4 mio. euro, som koncernøkonomidirektøren eftergav en indisk samarbejdspartner samt en investering på 14,5 mio. euro i et potentielt projekt i Indien.

Ved at indgå disse aftaler, mener Vestas, at Henrik Nørremark har overskredet sine beføjelser som koncerndirektør, og de eksterne revisorers og advokaters undersøgelser har vist, at hverken bestyrelsen eller koncernchefen har været involveret i eller haft kendskab til de omtalte dispositioner. Vestas’ bestyrelsesformand, Bert Nordberg siger om sagen:

- Vestas’ bestyrelse vil have alle aspekter i denne sag belyst og de manglende penge tilbage. Derfor bad vi i første omgang selskabets eksterne advokater og revisorer om at foretage en række omfattende undersøgelser. Disse viste, at hverken bestyrelsen eller koncernchefen har været involveret i eller haft kendskab til de omtalte dispositioner.

- Undersøgelserne måtte imidlertid afsluttes, uden at det var muligt for advokaterne og revisorerne at nå frem til, hvad pengene var brugt til. På den baggrund besluttede bestyrelsen derfor at anmode bagmandspolitiet om at iværksætte en efterforskning, ligesom vi meddelte den tidligere koncernøkonomidirektør, at bestyrelsen agter at holde ham ansvarlig for de tab, hans dispositioner måtte vise sig at påføre selskabet. At vi ikke tidligere har omtalt denne udvikling, skyldes alene hensynet til efterforskningen, fortsætter Bert Nordberg.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.157