Sønderjysk underleverandør konkurs
Nordborg-virksomheden MGM-A/S er blevet erklæret konkurs ved Skifteretten i Sønderborg.
Den sønderjyske underleverandør har blandt andet været beskæftiget med fræsning, drejning, slibning og skæring og har ligeledes haft en produktion af rørbukkere, som man overtog gennem et opkøb af Stein & Meyland i 2006.
Virksomheden har i de seneste år kæmpet for at skabe en positiv bundlinje. I 2008 blev det til et underskud efter skat på 0,7 mio. kr., og efter et par mindre overskud i 2009 og 2010 blev det i 2011, som er senest offentliggjorte regnskab, til et underskud på 0,1 mio. kr.
Konkursdekretet er ifølge Statstidende blev afsagt i Skifteretten i Sønderborg den 7. juni efter begæring modtaget den 6. juni. Kuratorer er advokat Søren Nygaard, Sundsmarkvej 20, 6400 Sønderborg, og advokat Jens Jepsen, Compass Advokatfirma I/S, Kystvej 22, 6200 Åbenrå.