23948sdkhjf

Maskinproducenter øger overskuddet trods hård modvind

Især Rusland, men også lande som Frankrig og USA, plager dansk eksport af landbrugsmaskiner.
Trods særdeles svære vilkår på en stribe udenlandske markeder har danske producenter af landbrugsmaskiner samlet set haft en markant bedre indtjening i det seneste regnskabsår. Tilsammen har otte af de toneangivende producenter tjent 120,4 mio. kr. før skat i de senest tilgængelige regnskaber – en stigning på godt 100 mio. kr. fra året forinden.

Indtjening i et udfordrende marked
Trods geo-økonomiske udfordringer høster de danske producenter af landbrugsmaskiner over en bred kam stadig millioner. Således forbedrede syv af de otte mest toneangivende producenter både driftsresultat og resultat før skat i seneste regnskabsperiode (se grafik).

For fem af aktørerne – Bredal, Bogballe, Dal-Bo, Hardi og Samson – gælder det tilmed, at resultatet før skat i seneste regnskabsperiode er det højeste i den femårige periode, som brancheanalysen strækker sig over.

Producenterne Dal-Bo og Kverneland lukkede begge bøgerne ved årsskiftet, men har endnu ikke offentliggjort friske tal for 2014. Forlydenderne er dog positive fra begge lejre, der indtjeningsmæssigt befinder sig i hver sin ende af branchen.
Det samlede billede kunne dog have været langt kønnere, hvis ikke det havde været for krisen i Rusland og store udfordringer på begge sider af Atlanterhavet, lyder det fra flere direktører i branchen.

- Rusland, det er helt dødt. Der er vi nede på nul. Og det gør også ondt på store markeder som Frankrig og USA, hvor vi har haft en nedgang på omkring 20 procent, fortæller direktøren for Hardi International, Sten Kjelstrup.

Hos Dal-Bo bekræfter direktør Kaj Pedersen, at Ruslandskrisen virkelig har gjort ondt.

- Også fordi krisen jo er med til at påvirke de generelle priser på landbrugsprodukter. Dermed har vores kunder færre penge, og så vælger de at købe noget lidt billigere udstyr, vurderer han.

Små investeringer giver mening
Når der alligevel er gode penge i branchen – og generelt et lyst syn på fremtiden – hænger det ifølge direktøren for Bogballe, Nils Jørn Laursen, sammen med, at hans egen og flere andre danske producenter laver masser af udstyr, der ikke er i den helt tunge vægt- og prisklasse.

- For eksempel giver det god mening at investere i en gødningsspreder, som for en forholdsvis lille investering giver et godt resultat med den dyre gødning. Det kan kunderne godt se, konstaterer Bogballe-chefen.

Hardis Sten Kjelstrup er enig:

- Når der er smalhans, så tager man måske et ekstra år med de dyre maskiner og foretager hellere de mindre investeringer, siger han.

To af de otte toneangivende producenter, som indgår i Metal Supplys brancheanalyse, havde underskud på landbrugsmaskinerne i seneste regnskabsår. Det drejer sig om Kongskilde og Kverneland, som dog alligevel har grund til små smil. Hos Kverneland er underskuddet på 15,3 millioner i det seneste regnskab kun halvt så stort som året forinden – og det mindste i de seneste fem år. Mens Kongskilde trods et stort underskud forbedrede resultatet før skat med små 30 mio. kr. i 2014.

Kongskilde i ilden
Kongskilde beretter til Metal Supply om et underskud på 64,5 mio. kr. for landbrugsmaskine-aktiviteten i 2014, når særlige poster er trukket fra. Koncernen, der er i gang med en omfattende turnaround-proces, melder dog om vundne markedsandele sidste år samt en tilfredsstillende ordrebog ved indgangen af indeværende år.

Artiklen er en del af temaet Brancheanalyse.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.111