Damstahl skærer sig til tidoblet bundlinje
Afskedigelser lagde grunden for et stærkt 2014-resultat hos den rustfri stålgrossist. Men bundlinjen bliver mindre i 2015.
Fra lageret i Skanderborg sendte Damstahl i 2014 omtrent 20.000 tons rustfri rør, plader, stænger og fittings ud til danske kunder. Foto: Casper Bæhr
En lind strøm af tungtlæssede lastbiler fordelte sidste år 68.000 tons rustfri produkter ud i Europa fra Damstahls lagre – en tonnagestigning på omtrent 8.000 tons. En lille tredjedel af stålet blev kørt ud til danske kunder fra lageret i Skanderborg, hvor hovedkontoret også ligger. Og fra sit hjørnekontor kan koncernens administrerende direktør igennem 36 år, Mikael Sthaalros, se lastbilerne passere stålportene. Og han nød udsigten i 2014:
- Vi er glade for 2014. Der lykkedes vi. Men det var på baggrund af nogle vanskelige beslutninger, der blev gennemført i 2013, siger Mikael Sthaalros til Metal Supply.
Nødvendige fyringer styrker bundlinjen
Den stærke 2014-bundlinje er en effekt af, at Damstahl-ledelsen i 2013 tog konsekvensen af en vigende driftsindtjening og reducerede medarbejderstaben på lageret samt i indkøb og salg.
- Den omkostningsbesparelse har skærpet vores omkostningseffektivitet og vores indtjeningsevne – og dermed også vores konkurrenceevne, siger Mikael Sthaalros, der i første del af 2014 så stålpriserne bidrage til den styrkede indtjening.
Dårligere resultat i 2015
Prisstigningerne på rustfrit stål rakte dog ikke ind i andet halvår af 2014, og også i 2015 har prisudviklingen været svagere, end Damstahl-direktøren havde forventet. På den baggrund erkender Mikael Sthaalros, at bundlinjen i år ikke når samme højder som sidste år, men han afviser, at der er flere personalereduktioner i sigte.
- Vi er, hvor vi skal være, for at drive butikken som vi gerne vil, siger den administrerende direktør.
Udover faldende stålpriser mærker Damstahl også den økonomiske og politiske uro, der hersker i eurozonen og omkring Rusland. Det skyldes især, at mere end halvdelen af Damstahls kunder producerer procesudstyr til fødevareindustrien. Den udvikling prægede 2014-regnskabet, men mærkes endnu tydeligere i indeværende år.
- Vi ser i øjnene, at det bliver et år, hvor vi leverer en mindre bundlinje, siger Mikael Sthaalros.