Migatronic skal have ny direktør
Anders H. Jørgensen stopper den 1. oktober som administrerende direktør hos den nordjyske svejsemaskine-producent.
Anders H. Jørgensen har været ansat i Migatronic siden 2005, først som udviklingsingeniør, dernæst som udviklingschef og siden efteråret 2012 som administrerende direktør.
Virksomhedens bestyrelse har igangsat processen med at finde en ny administrerende direktør, der sammen med økonomidirektør Niels Jørn Jakobsen og kommunikations-/HR-direktør Martha Holme vil udgøre den fremtidige direktion.
- I den aktuelle konkurrencesituation er det bestyrelsens vurdering, at Migatronic har behov for stærkere kompetencer inden for forretningsudvikling og afsætning. Disse kompetencer vil være i fokus ved rekruttering af en ny administrerende direktør, skriver Migatronic.