PDC-Teknik konkurs
Den Nordsjællandske producent af trykstøbt aluminium er blevet erklæret konkurs ved Skifteretten i Helsingør.
- Formålet med rekonstruktionen var at finde nye, fremtidige ejere, og det fandt vi ikke. Samtidig er der nogle kunder, der skal serviceres, og de vil gerne sikre sig, at de kan blive serviceret på længere sigt, og de har kun haft begrænset tid til at vente, forklarer advokat Troels Mørch Tuxen, fra Bech-Bruun Advokatfirma, der er kurator i konkursboet.
I slutningen af maj offentliggjorde PDC-Teknik regnskab for 2014. Det viste en bruttofortjeneste på 20,6 mio. kr. og et beskedent overskud efter skat på godt 13.000 kr.
I regnskabet kunne virksomhedens ledelse dog berette, at selskabet væsentligste kunde havde stillet krav om ”væsentlig forøgelse af kredittiden og varslet nedgang i ordremængden”, og derfor var der et akut behov for en udvidelse af PDC-Tekniks egne kreditfaciliteter.
- Forhandlingerne om likviditetstilførsel er på regnskabstidspunktet uafklarede, hvorfor der er væsentlig usikkerhed om selskabets mulighed for at fortsætte driften, lød det i regnskabet.
Det er endnu usikkert hvad, der kommer til at ske med aktiviteterne i Helsinge.
- Der er interesse omkring virksomhedens aktiver, og man skal jo aldrig sige aldrig med hensyn til et samlet salg, konstaterer Troels Mørch Tuxen.
På samme adresse opererer også selskaberne PDC-Plast og PDC-Tooling. Disse er ikke omfattet af konkursen, da det er selvstændige selskaber med en anden ejerkreds end PDC-Teknik.