Sjællandsk underleverandør konkurs
Køge-virksomheden S+H Produktion er blevet erklæret konkurs ved Skifteretten i Roskilde.
S+H Produktion blev grundlagt i 2009, efter at en anden underleverandør, Svendsen & Heinsbæk, var gået konkurs.
Virksomhedens speciale var at levere komplekse dele fremstillet i stål, både legeret, ulegeret og hærdet eller uhærdet. Kompetencerne talte blandt andet fræsning, drejning og slibning, og kunderne var blandt andet i maskinindustrien, medicoindustrien og offshoreindustrien.
Senest offentliggjorte regnskab er fra 2014/2015, og her blev det til et underskud før skat på 1,8 mio. kr. Allerede ved den lejlighed var der tvivl om virksomhedens fortsatte drift.
- Effekten af tidligere års underskud kræver imidlertid, at selskabet forsat kan opretholde og i fornødent omfang udvide eksisterende kreditfaciliteter hos kreditorer og kreditinstitutter til fremskaffelse af likviditet til realisering af planer og budget samt indgåede afdragsordninger. Herudover arbejdes aktuelt på tilførsel af ny kapital, skrev S+H Produktion i sit regnskab.
Det er ikke lykkedes for Metal Supply at få en kommentar fra kurator Teis Gullitz-Wormslev.