Fynsk smedehåndværk giver læ på Århus’ letbane-perroner
Udviklingen er sket i samarbejde med AFA JCDecaux og Holscher Design.
Produkterne til Aarhus Letbane er enkelt og meget elegant i designet. Alle perroner tager hensyn til niveauforskelle i landskabet samtidig med, at de indeholder elementer som skærmer for de elektroniske genstande, som en letbane også indeholder.
Perronerne bliver produceret i stål, og Sanderum Smede- og Maskinværksted har været i gang med opgaven siden september sidste år.
- Vi har lavet det helt fra bunden af. Der går 342 dele og 600 skruer til hver skærm, og vi har stået for produktionen fra stålpladerne kommer ind til produkterne er samlet, siger Peter Larsen, der er direktør hos Sanderum Smede- og Maskinværksted.
- Delene har vi fået pulvermalet hos P. Andresen i Ringe, som AFA har valgt som deres leverandør, og dem har vi haft et godt samarbejde med. De laver et godt stykke arbejde og er gode til at omstille sig, tilføjer han.
Den fynske smedevirksomhed har samarbejdet med AFA JCDecaux gennem en årrække og blandt andet produceret alle læskærme til busstopsteder i Odense, billetautomater, cykelpumper, cykelstativer og meget andet.
Odense-virksomheden har også tidligere fremstillet produkter, der er designet af Holscher Design, og her er senior project manager og partner, Rasmus Holscher, godt tilfreds med samarbejdspartneren.
- Sanderum Smede har ved det store udviklingsarbejde af standsningsstederne til Århus’ nye letbane vist deres evne til at udvikle og løse vanskelige problemstillinger og funktionaliteten i tæt samarbejde med Letbanen Aarhus, AFA JCDecaux og Holscher Design. En af de virkelig vigtige evner i et udviklingsarbejde, hvor der stilles høje krav til æstetisk, kvalitet og funktionalitet, er evnen til fleksibelt at kunne omstille sig og tage nye betragtninger ind i opgaven løbende, som betingelserne har ændret sig. Dette har Sanderum Smede klaret samtidig med at være en løsningsorienteret, fremadskuende partner.
Sideløbende med dette projekt, har Sanderum Smede også været en del af produktionen af lyssignaler til Aarhus letbane. Her er det Ansaldo STS, som er virksomhedens kunde.