Hosta udvider med rørbearbejdning
Hosta Industries A/S starter en ny afdeling for rørbearbejdning og har investeret i en rørlaserskærer, der skal supplere det øvrige sortiment og give kunderne mulighed for "pakkeløsninger".
- Vi havde gået om den varme grød længe, men nu var tiden inde til at slå til, fortæller Sales Manager Søren Mosevang.
Supplerer eksisterende produktion
Den nye afdeling er et helt nyt område for Hosta, men som ledelsen udtaler, så supplerer det den nuværende produktion godt, idet en del af virksomhedens nuværende kunder allerede benytter denne proces.
- Vi forventer at det vil styrke vort samarbejde med vores kunder, idet at de kan købe flere og flere af deres produkter her hos Hosta. Vi har oplevet bl.a. med vores CNC-drejebænk og fræser, at kunderne har købt lidt her og der, hvor de nu kunne købe deres dele, men nu kan de købe det samme sted, det udtrykker de stor tilfredshed med. Kundernes hverdag bliver nemmere, når de kun skal købe ét sted, udtaler Sales Manager Søren Mosevang.
En rørlaserskærer ingen andre har
Rørlaserskæren - med det fysiske mål på 9x21 meter - kan håndtere op til 250mm rør.
- Vi skal have noget andre ikke har. Det er en læresætning, vi har har fået fra vores far Orla Mosevang, fortæller Søren Mosevang.
Med den sætning i mente, har brødrene købt en af markedets største maskiner, med hele 9200mm råvaremagasin og 6000mm færdigvarehåndtering, hvilket er med til at gøre maskinen unik, da den ifølge brødrene Mosevang favner lidt bredere, end hvad man ellers ser.
Det bliver den første af ”de blå maskiner” på Hosta, der ellers altid sværmet om det Schweiziske Bystronic.
Kunderne må vente lidt endnu
Hosta har allerede fået forespørgsler fra nuværende og nye kunder, der har hørt om den nye investering. Men kunderne må vente lidt endnu. Maskinen leveres nemlig først i uge 40.
Der er i forbindelse med investeringen ansat to rutinerede medarbejdere med mange års erfaring med maskinen, derfor forventer brødrene, at maskinen hurtig er produktionsklar
- Vi forventer ved samme tid næste år at det har skabt arbejde til toholdsskift og ca. 8 – 10 fuldtidsstillinger, både direkte og indirekte, idet vi forventer at kunderne køber flere ydelser end bare skæring hos os, siger Søren Mosevang.
- Ja, og der er gjort plads til maskine nummer 2 i samme bygning, afslutter direktør Christian Mosevang.