23948sdkhjf

Europæiske værktøjsmaskiner snupper markedsandele

Den europæiske produktion af værktøjsmaskiner forventes at komme over 187,5 mia .kr. i 2017. Det svarer til en årlig vækst på 4 procent og en øget global markedsandel.

De seneste tal fra den europæiske sammenslutning af værktøjsmaskinproducenter Cecimo viser, at der i 2017 bliver solgt for over 25,2 mia. euro, svarende til 187,5 mia. kr.

Det viser nye tal fra Cecimo - den europæiske brancheorganisation for værktøjsmaskinproducenter.

Væksten sker på et bagtæppe af en global nedgang i værktøjsmaskinproduktionen på -7,9 procent i 2016. Det betyder, at de europæiske producenter af værktøjsmaskiner har øget sine markedsandele og i dag sidder på 36 procent af den globale produktion.

Tyskland fører an
Tyskland er fortsat den klart største producent og står for 46 procent af den europæiske produktion efterfulgt af Italien, der fremstiller hver femte værktøjsmaskine.

Det er især eksport, der trækker salget af værktøjsmaskiner, og sådan kommer det formentlig til at fortsætte. Sådan lyder det fra Frank Brinken, formand for Cecimos økonomiske komite og næstformand i Starrag Holding:

- Vi kan ikke lave en detaljeret forudsigelse for 2017-2018 på grund af de usikkerheder, der er opstået i kølvandet på de amerikanske udmeldinger om implementering af protektionistiske handelsbarrierer. Men vi forventer at nå en eksportvolume på 19 mia. euro, hvis forretningsklimaet fortsætter uforandret, siger Frank Brinken.

Cecimo består af 15 nationale værktøjsmaskinforeninger, som tilsammen repræsenterer 1.300 industrivirksomheder i Europa og Tyrkiet. Over 80 procent er små og mellemstore virksomheder.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.079