Alumeco firedobler overskuddet
Aluminiumskoncernen er dog endnu ikke klar at afblæse finanskrisen.
Til gengæld er der i årets løb strammet gevaldigt op på indtjeningen, og overskuddet før skat i 2009/2010 endte på 91,4 mio. kr. mod 20,3 mio. kr. året før.
Fortsat store udfordringer
- Grundlæggende er der fortsat store udfordringer på markederne, og det var således først i foråret 2010, at efterspørgslen rettede sig blot en smule. Vores virksomheder i Tyskland og Sverige har dog rettet sig noget bedre end resten af gruppen, skriver Alumeco i sit årsregnskab.
Rent råvaremæssigt har der været tale om et omtumlet år. Metalleverandørerne har haft svært ved at tilpasse sig den stigende efterspørgsel efter et efterår 2009 med priser i frit fald. For slutkunderne har det betydet længere leveringstider.
- Umiddelbart synes dette at være en ønskværdig situation for en servicepartner som Alumeco, idet hastige forandringer er med til at give en grossistvirksomhed sin berettigelse, og grundlæggende er vi da også tilfredse med den forøgede aktivitet, skriver Alumeco, men understreger at man i fremtiden ønsker at være bedre rustet til uro i markedet.