Rekordordre til ECM Industries
Ordren, der løber over flere år, er indgået med den sydkoreanske producent af vindmølletårne CS Wind Corporation.
Med indgåelsen af denne kontrakt, vil ECM Industries indlede arbejdet med etablering af en sideløbende produktion af komponenter i Kina, så dette marked kan serviceres lokalt.
- CS Wind Corporation er globalt en af de førende tårnproducenter til vindmølleindustrien, og vi er stolte af at kunne indgå i et så omfattende samarbejde med CS Wind Corporation. ECM Industries er i forvejen en meget alsidig virksomhed på det danske marked for blandt andet internals til tårnproduktion. De seneste tre år har ECM Industries koncentreret indsatsen for at vokse på det internationale marked sammen med vindmølleindustrien, som har givet os rigtig gode relationer globalt - og nu ført til det omfattende samarbejde med CS Wind Corporation, siger salgsdirektør Esben J. Christiansen.
Han tilføjer, at det ikke er nogen hemmelighed, at ECM Industries med dette vigtige gennembrud på det asiatiske marked i fremtiden vil satse på flere kunder og udbygning på dette lukrative marked, hvor både eksisterende og nye kunder vil kunne serviceres fra de kommende nye faciliteter.