Problemer med tysk fabrik tvinger Vestas til nedjustering
Vindmøllegiganten er forsinket med indkøringen af en ny generatorfabrik og når derfor ikke sine økonomiske mål i 2011.
De ændrede leveranceplaner for resten af 2011 indebærer, at forventningerne til koncernens omsætning reduceres til ca. 6,4 mia. euro fra oprindeligt 7,0 mia. euro. Samtidig reduceres forventningerne til EBIT-marginen fra 7 % til 4 %
Nedjusteringen af EBIT-marginen kan primært henføres til det lavere volumen og dermed ændret produktmiks samt følgeomkostninger svarende til ca. 35. mio. euro i 2011. Følgeomkostningerne skyldes primært konventionalbøder samt allerede indgåede aftaler på produktion, transport og opstilling.
Underskud i årets første tre kvartaler
Til gengæld fastholder Vestas sine forventninger til ordreindgangen, som stadig ventes at lande på 7.000-8.000 MW.
- Uagtet at vi tidligere har pointeret de risici, der knytter sig til, at en stor del af omsætningen ligger sent på året, skal jeg være den første til at beklage, at det har været nødvendigt at træffe denne utilfredsstillende beslutning. Jeg vil gerne understrege, at sikkerhed og kvalitet har højeste prioritet i Vestas, og at en beslutning om at forcere de pågældende projekter ville være uansvarlig. Projekterne vil naturligvis blive gennemført i 2012, og det er vigtigt samtidigt at gøre opmærksom på, at indtjeningen i de enkelte projekter fortsat er tilfredsstillende, siger koncernchef Ditlev Engel.
I de første tre kvartaler af 2011 har Vestas omsat for 3,798 mia. euro, og det er lig med en beskeden fremgang på 1 mio. euro sammenlignet med 2010. Resultat før skat blev et underskud på 90 mio. euro mod et beskedent plus på 5 mio. euro i 2010. Regnskabstallene er foreløbige og ikke reviderede.