Nye toarmede robotter får europæisk debut hos Danfoss
Danfoss har som den første virksomhed i Europa indført toarmede duAro-robotter fra Kawasaki. Der er tale om tre robotter, som arbejder på en montagestation.
Tidligere var der syv medarbejdere, som monterede ventiler manuelt hos Danfoss Climate Solutions. Det indebar, at de stod og trak skruemaskiner ned og op over skulderhøjde igen med meget korte intervaller.
Med de tre robotters indtog skal tre medarbejdere kun udføre de mere komplekse dele af processen. De fire andre medarbejdere har fået andre opgaver på fabrikken.
- Vi er lykkedes med at eliminere nogle manuelle processer, hvor vi havde ensidige og belastende opgaver for medarbejdernes skuldre og arme. Det er vejen frem: Robotter skal være med til at sikre at industrimedarbejdere får et sundere arbejdsmiljø, et miljø som vi kan arbejde i, til vi bliver 75 år, siger Michael Breumsø, vice president, RAC supply chain hos Danfoss.
Danfoss anvender mange forskellige typer og fabrikater af robotter i sin produktion.
- Løsningen med duAro-robotterne fra Kawasaki var specielt god for os, fordi de både er mindre pladskrævende end afskærmede robotløsninger og også hurtigere end andre cobots, fordi de har to arme. Cellen er meget overskuelig, fordi den ikke er kapslet ind med tag, plexiglas, elektroniske sikkerhedsnet eller lydisolering. Det giver et åbent og smidigt workflow og en god cyklustid, fortæller Michael Breumsø.
Cellen med de tre kollaborative robotter blev indkøbt, efter at Danfoss sammen med Bila screenede en hel fabrik for mulige automationsløsninger. Ud af 20 foreslåede løsninger har Danfoss valgt at realisere fire løsninger. Automatiseringen har bidraget til, at Danfoss Climate Solutions i 2020 præsterede en produktivitetsforbedring på 10 procent.
- Når mange af de lavthængende frugter er plukket i forhold til automatisering, så er næste step cobots, samarbejdende robotter, hvor noget af opgaven kan automatiseres og andre dele af opgaven bedst klares manuelt. Det er det, der kan forbedre industriens konkurrenceevne på et globalt marked, siger Peter Suhr, global key account manager hos Bila.
Artiklen er en del af temaet Fremtidens Automation.