23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Kamp om elevatorkunder

FORCE Technologys uafhængige certificeringsorgan FORCE Certification satser stort på den kommende privatisering af periodisk besigtigelse af elevatorer i Danmark.

Arbejdstilsynet arbejder i øjeblikket på en privatisering af markedet for eksisterende elevatorer og skulle være klar med en ny bekendtgørelse juni/juli i år. FORCE Certification er i den forbindelse i fuld gang med at blive akkrediteret af DANAK.

Afdelingschef for trykbærende anlæg Ernst C. Kristensen siger: ”Vi regner med at blive godkendt som bemyndiget organ og inspektionsorgan sidst på sommeren og vil så være klar til at foretage godkendelse af nye elevatorer og periodisk besigtigelse af eksisterende elevatorer. Planen er, at vi inden august måned i år har fået ansat 8 specialister til udelukkende at koncentrere sig om elevatormarkedet, og vi kanaliserer yderligere 4 mand med specifik elevatorerfaring fra vores trykbærende afdeling over i teamet, så vi samlet stiller med 12 elevatorspecialister. Vi har rekrutteret nogle af de bedst kvalificerede inspektører og ingeniører fra Arbejdstilsynet, som har beskæftiget sig med elevatorsikkerhed i rigtig mange år”.

Specialafdeling for trykbærende udstyr
Da Arbejdstilsynet i starten af 2007 privatiserede inspektionen af trykbærende udstyr, oprettede FORCE Certification en specialafdeling til dette område. Afdelingen, som er DANAK akkrediteret, fungerer både som bemyndiget organ, prøvningsorgan, inspektionsorgan og certificeringsorgan. Det betyder kort og godt, at kunderne kan få alt lige fra periodevise undersøgelser til overensstemmelsesvurderinger af trykbærende udstyr. Afdelingen har 20 fuldtidsansatte specialister, der dækker hele landet.

”En af de største forskelle, kunderne kommer til at mærke efter privatiseringen, er vores fleksibilitet og høje serviceniveau, der altid tager udgangspunkt i kundernes behov. Står du og har et akut behov for periodisk inspektion eller fremstillings-/opstillingskontrol, kan du regne med, at vi kan være hos dig med kort varsel”, siger Ernst C. Kristensen.

Online dokumentation
FORCE Certification tilbyder allerede nu kunderne en fuldstændig dokumentation af deres trykbærende udstyr via internettet, hvor kunderne kan logge ind med eget password og tjekke den aktuelle status på deres udstyr. ”Denne service kommer vi også til at tilbyde vores kunder på elevatorområdet, så de altid har en fuldstændig opdateret dokumentation ved hånden”, slutter Ernst C. Kristensen.



FORCE Technology
Park Allé 345
2605 Brøndby
Brøndby Kommune
Danmark
CVR nummer: DK55117314

Send til en kollega

0.062