23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Dieselkatalysator sluger partikler

Haldor Topsøe tester i øjeblikket deres katalytiske coating til dieselpartikelfiltre. FORCE Technology hjalp i den forbindelse med at udføre præcise målinger af filtrenes evne til at fjerne de fine partikler.

Forsøget involverer fire taxaer som kører rundt i Københavnsområdet med Haldor Topsøes nye dieselpartikelfiltre.

Ved et bestemt antal tilbagelagte kilometer måles partikelfiltrenes effektivitet til at reducere udslippet af bl.a. kulbrinter og de farlige fine partikler, da man vil undersøge, om virkningen med tiden kunne aftage.

Research Scientist Gurli Mogensen fra Haldor Topsøe siger: ”Ved at gennemføre realistiske test af partikelfiltrene i brug får vi et sandfærdigt billede af hvad filteret bliver udsat for i sin levetid. Man kan sige, at vi laver en holdbarhedstest af filtrene”.

Nøjagtig måling af fine partikler
Gurli Mogensen kontaktede FORCE Technology for at få en meget nøjagtig måling af antallet af fine partikler som bilen udsender.

”Vi vidste at FORCE Technology for nylig havde investeret i et nyt og meget avanceret ELPI apparatur, der netop måler antallet af ultrafine partikler meget præcist. I processen har vi desuden kunne trække på FORCE Technologys specialistviden inden for emissionsområdet”, fortæller Gurli Mogensen.

Målingen af partikelfilterets effektivitet foregik rent praktisk ved at sætte taxaen op på et rullefelt og derefter køre med standardiserede hastigheder alt imens ELPI-apparatet målte udledningen af fine partikler fra udstødningen.

Partikelfilter viser flotte resultater
De allerede foreliggende resultater af forsøgene viser, at Haldor Topsøes partikelfilter mere end overholder den nuværende lovgivning for udledning af farlige partikler. Virksomheden er derfor i fuld gang med at markedsføre deres partikelfilter og bliver allerede nu mødt af stor interesse fra diverse internationale bilproducenter.


FORCE Technology
Park Allé 345
2605 Brøndby
Brøndby Kommune
Danmark
CVR nummer: DK55117314

Send til en kollega

0.031