23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Det nye maskindirektiv sætter fokus på standarderne.

Når det nye maskindirektiv træder i kraft fra årsskiftet, får det en række konsekvenser for fabrikanter og brugere. De harmoniserede standarder specificerer kravene.

Nødvendigt at kende alle relevante standarder
Den 29. december 2009 er en vigtig dato for maskinfabrikanter og maskinbrugere. Fra denne dag skal det nye maskindirektiv anvendes; se evt. Arbejdstilsynets bekendtgørelse 612 om indretning af tekniske hjælpemidler. Der er over 100 ændringer i det nye direktiv, men kun 10 til 20 ændringer får konkret betydning for den enkelte fabrikant, afhængigt af hvilke maskiner fabrikanten sælger.

De fleste brugere vil sikkert opleve, at reglerne er strammet og tydeliggjort på flere områder. Fx er en række konkrete krav ændret med hensyn til maskiners indretning og dokumentation. Samtidig betyder Kommissionens nye vejledning til direktivet, at kravene til fabrikanten skærpes, hvis man vælger at producere ud fra egne principper.

Standarder med minimumkrav
Maskindirektivets krav er tolket i cirka 650 harmoniserede standarder, og der er cirka 200 mere på vej. I standarderne angives det minimumniveau, som fabrikanten skal overholde. Standarderne er fortsat frivillige at følge, men fabrikanten skal enten følge standardens krav, eller også skal han dokumentere i risikovurderingen, at de valgte løsninger medfører mindst samme sikkerhedsniveau, som den relevante standards løsning. Det betyder, at fabrikanter fremover skal kende mange flere standarder.

Ved en hurtig gennemgang af en gennemsnitlig maskinfabrikants katalog nåede vi op på, at produkterne refererede til 25 A- og B-standarder og 11 C-standarder. Antallet bliver væsentligt højere, hvis der indgår særlige krav til indretningen som fx ergonomi, ATEX og hejs/løft.

Bliv klædt på til de nye krav med kurser
Fabrikanter og brugere får et travlt efterår med at få lært kravene at kende i praksis og opdatere deres maskiner, dokumentation og brugsanvisning. Dansk Standard udbyder en række kurser i samarbejde med Maskinsikkerhed ApS. Du kan bl.a. lære om CE-mærkning, risikovurdering af maskiner, opbygning af sikre styresystemer efter DS/EN ISO 13849-1 og validering af sikre styresystemer. Du kan også få viden om, hvilke krav der stilles til indretning af maskiner med hensyn til brand, ergonomi og sikkerhed. Endelig kan du lære, hvordan du skal måle og angive støj.

Læs mere på ds.dk/kurser under maskiner.

Hvis du har spørgsmål til de harmoniserede standarder, er du velkommen til at kontakte senior-konsulent Søren Nielsen på tlf. 39 96 62 29 eller sn@ds.dk.

Maskinsikkerhed ApS
Lejrvej 17
3500 Værløse
Furesø Kommune
Danmark
CVR nummer: DK30553675

Send til en kollega

0.047