Fuldautomatisk pendulhårdhedstester iht. Persoz & König
Strenometer ApS har fornøjelsen af at præsentere en nyskabende pendulhårdhedstester, model 3045 fra Elcometer Ltd. Model 3045 har topmoderne design og er udstyret med en række unikke funktioner, der bidrager til at optimere testmetodens gentagelighed og reproducerbarhed. Testen er fuldautomatisk: man skal blot placere prøven, lukke døren og trykke start, så klarer instrumentet resten.
Testen går ud på at placere et pendul med to kugler på den belagte prøveplade. Pendulet sættes til at svinge. Hvis belægningen er hård, vil pendulet svinge i længere tid, end hvis belægningen er blød. Resultatet angives som antal svingninger inden for en bestemt vinkel. Efter Persoz-testen er denne vinkel fra 12° til 4°, hvorimod König-testen måler fra 6° til 3°.
Man kan vælge mellem at teste i direkte modus, hvor man udfører en enkelt test med direkte visninger på en integreret skærm eller i seriemodus, hvor instrumentet udfører tre på hinanden følgende test og viser gennemsnittet af de tre test. I seriemodus gemmes resultaterne fra hver individuel test i en af hukommelsens ti serier. Data fra enten alle serierne eller en enkelt serie kan ved hjælp af den medfølgende ElcoMaster™ software overføres til en pc for videre analyse/rapportering.
Pendulhårdhedstester model 3045 har en komplet og fuldautomatisk kalibreringsprocedure, der sikrer pålidelige testresultater. Kalibreringsrutinen gennemføres ved hjælp af den medfølgende glaskalibreringsplade, og hvis instrumentet er uden for specifikation, skal man blot trykke på en knap, så justeres den automatisk og overholder igen den specificerede standard.
Model 3045 har desuden bl.a. følgende egenskaber:
• Solidt og robust design der sikrer ensartede resultater.
• Justerbare fødder og vaterpas der sikrer, at testen er i vater.
• Betjening via flersproget menu.
• Nem prøveplacering via plexiglasdør.
• Opbevaring af kalibreringsplade og pendul i instrumentet.