Stabile priser i sigte
Dacapo forventer stabile priser, trods fald i nikkelpris.
Stabile priser i sigte
Nikkelprisen har ligget stabilt omkring 20.000 $/ton i løbet af den sidste måned, svarende til ca. 16.500 €/ton.
Month Eur/ton Dif% Period
April 15,880 19% 21.02 - 20.03
Maj 18,371 16% 21.03 -20.04
Juni 18,582 1% 21.04 - 20.05
Juli 16,258 -13% 21.05 - 20.06
August 16,000 -2% 21.06 -
Som det fremgår af ovenstående tabel blev den gennemsnitlige nikkelpris, i euro, 16.258 fra 21.5 – 20.6, hvilket er ca. 13% lavere end det gennemsnitlige nikkel prisniveau der lå til grund for junis legeringstillæg.
Dermed falder juli legeringstillæg, lidt afhængig af stålkvalitet og produktgruppe, med ca. 10% fra juni til juli.
Faldet i nikkelprisen er nok en del af forklaringen på det noget stille marked for rustfrit stål, fra grossist til slutkunde, i anden halvdel af juni. Mange kunder har i forventning om et prisfald været afventende. Den afventende holdning er naturlig, når nikkelprisen falder fra. Ca. 27.500 usd/ton til under 20.000 usd/ton. Alt andet lige er det jo et fald på næsten 30%.
Dog vil dette fald i nikkelprisen langt fra forplante sig i salgspriserne på rustfrit stål i markedet, fordi:
Nikkel handles i USD og ikke i Euro. Som bekendt er Euroen i den samme periode blevet markant svækket i forhold til USD, hvorfor effekten af nikkel prisfaldet reduceres markant.
De markante prisstigninger der lå forud for det seneste fald i nikkelprisen, er langt fra blevet konverteret til stigende salgspriser fra grossist til slutforbruger. Havde nikkelprisen holdt sig høj, ville de kommende måneder byde på fortsatte markante prisstigninger. Der var et efterslæb, som skulle sendes videre i juli og august. Det sker ikke nu. Så ”gevinsten” for dem der måtte håbe på lavere priser er i højere grad, at priserne ikke stiger, end at den begynder at falde markant. De fald der måtte komme, bliver de minimale.
Grossisterne får fortsat dyrere stål på lager, end det der ligger i forvejen. Skal profitabiliteten opretholdes, skal det ske i form af højere marginaler end de historiske, fordi mængderne, trods en pæn stigning i 1. halvår 2010, fortsat er markant under de historiske.
De prisfald man måtte forvente er allerede realiseret i løbet af juni.
Det er dermed Dacapos klare holdning, at priserne fra grossist til slutforbruger højst falder med 2 – 4% fra juni til juli.
Såvel pladeværker som rør- og stangstålsværker fastholder basispriserne, dog med små og få undtagelser.
De kommende måneder
Der bruges rigtig mange minutter og timer på at diskutere forventningerne til de kommende måneder. Det gælder på alle markeder. Arbejdsmarkeder, aktiemarkeder, råvaremarkeder, nikkelmarked og stålmarked. Der er fortsat vild uenighed om hvilken retning pilen peger.
Dacapo har ikke svaret på nogle af de åbne spørgsmål, men vi kan da påpege et par relevante faktorer.
Nikkellagrene er endelig faldende. Faktisk har LME’s lagre nu været faldende siden begyndelsen af april. Det burde alt andet lige tale for, at vi ikke skal forvente kraftige prisfald lige med det samme.
Faktisk er LME’s nikkellagre faldet fra ca. 155.000 tons til ca. 125.000 tons. Et fald på 20 %. Til gengæld findes der store mænger af nikkel på lagre, som ikke indgår i LME’s statistikker, så den faldende kurve nedenfor er kun en del af historien.
Nikkel pig iron. Når nikkelprisen kommer over ca. 24.000 usd/ton kan det i mange tilfælde betale sig for nogle, primært kinesiske, værker at købe nikkel pig iron. Nikkel pig iron er et alternativ af ringe kvalitet og med for stålværkerne høje ekstraomkostninger i forhold til ”rigtig” nikkel. (læs om nikkel pig iron her http://www.resourceinvestor.com/News/200... Nogle mener, at etableringen af kinesiske producenter af nikkel pig iron langsigtet kan lægge et låg på nikkelprisen omkring de ca. 24.000 usd/ton. Andre mener, at effekten og omfanget af dette nye alternativ forbliver minimal, da produktionskapaciteten i mange år vil være lav, miljøomkostningerne høje og stålværkernes vilje til at investere i nødvendigt ekstra begrænset.
Dacapo tror på meget svingende, men gennemsnitligt ret uændrede nikkelpriser de kommende måneder. Det store slag skal muligvis slås efter sommerferien, hvor det naturligvis bliver helt afgørende, hvilken stemning og retning der er omkring den globale økonomis udvikling, samt hvad de meget magtfulde spekulative kræfter måtte ønske.
Det er nemlig således, at nikkelprisen i dag i højere grad bestemmes af spekulative kræfter end af reelt udbud og efterspørgsel. Disse spekulative spillere, som eksempelvis gigantiske kinesiske og amerikanske fonde, er nemlig mere interesserede i udsving, for udsvingenes skyld, end de er i reel udbud og efterspørgsel, da deres profit kommer fra at gå ind og ud af markedet på forskellige prisniveauer.
Det er selve årsagen til de voldsomt svingende priser, der er en stor ulempe for de virkelige aktører såsom nikkelproducenter, stålværker, grossister og slutforbrugere. Vi ønsker stabilitet og forudsigelighed. Spekulanterne ønsker det modsatte, og får det.