Kom og oplev 2 styks BILA RoboPower på HI[13] messe
Blunico og Dansk Industri udstiller hver sin RoboPower på Industrimessen i Herning fra tirsdag d. 3. september til fredag d. 6. september.
Nyudviklet robotcelle
I april måned udviklede robotvirksomheden BILA en ny robotcelle til metalindustrien, som kan håndtere materialer ved alt lige fra CNC-centre til stansere. BILA RoboPower er en kompakt flytbar robotcelle, der er baseret på en seks-akset Kawasaki robot, som kan flyttes med pallevogn eller truck. Den kan flyttes imellem flere CNC-maskiner, så når der sker ændringer i produktionen, kan cellen flyttes og gøres klar til produktion igen i løbet af 20-30 min.
Siden BILA lancerede robotcellen BILA RoboPower, har der været stor interesse omkring den, og der er indtil nu solgt tæt på 10 celler. BILA RoboPower er et standardprodukt, der bliver serieproduceret, og derfor er den yderst konkurrencedygtig på prisen. En løsning fås til en pris fra 395.000 kroner, og den kan også lejes til en pris svarende til 63 kr. i timen, for dem der ikke er interesserede i at binde likviditet i en investering. En ny serie er lige sat i gang, så det vil blive muligt at levere fra dag til dag.
Blunico udstiller en BILA RoboPower
En af dem, der har valgt at satse på BILA RoboPower er virksomheden Blunico, der opererer på underleverandørmarkedet. Virksomheden beskæftiger ca. 60 medarbejdere med bearbejdning af rustfrit stål og andre metaller, og deres speciale er ordreproduktion og specialprojekter.
På HI-Messen vil Blunico fremvise et eksempel på lasersvejsning, men hjemme i Horsens skal RoboPower’en bruges i den spåntagende afdeling ved en CNC drejebænk. ”Vi skal hele tiden tænke på, hvordan vi kan koble robotløsninger ind i vores produktion, for at vi kan minimere enhedsomkostningerne og skabe merværdi for vores kunder. Vi er nødt til at bruge vores dygtige medarbejdere til noget, hvor vi virkelig har brug for deres kompetencer, frem for f.eks. pick and place, og det er dér, vi skal have teknologien til at hjælpe os”, forklarer Blunico’s direktør Bo Ulsøe om baggrunden for løsningen og fortsætter: ”RoboPower’en er tiltænkt som en ekstra kapacitet, idet vi har så travlt for tiden, og på den måde kan vi stadig have nogle korte gennemløbstider. Det er jo helt perfekt, at robotten kan sørge for at skifte emner i en CNC-maskine, mens en medarbejder står og laver noget mere kompliceret ved siden af”.
Blunico søgte en leverandør, der kunne hjælpe dem med at minimere omkostningerne og forbedre deres konkurrenceevne. Derudover efterspurgte de en løsning, der var let at gå til, samtidig med at den skulle være nem at anvende for brugerne. Til sammen var det faktorer, der gjorde, at valget faldt på BILA, udtaler Lars Rasmussen, Sales Manager hos BILA
Han oplyser endvidere, at besøgende i Herning også vil kunne se en BILA RoboPower, der håndterer emner på Dansk Industris fællesstand nr. 8220.02 i Hal K.
Blunico udstiller på stand J7218.
Hør mere om BILA RoboPower hos Sales Manager Lars Rasmussen på tlf. 2030 5177 eller på mail lsr@bila.dk