Fyns Kran Udstyr etablerer sig på Lindø Industripark
Landets førende leverandør af løftegrej etablerer sig pr. 1/1-2014 på Lindø Industripark.
Beslutningen om at etablere os på Lindø har ikke været vanskelig. Vi er i den grad en virksomhed med Fynske ”rødder” og er samtidig blevet opfordret til det af flere af vores gode samarbejdspartnere på Lindø.
Det er en spændende tanke, ”at bo side og side med kunderne” og en unik mulighed for at blive en del af de mange spændende udviklingsprojekter indenfor marine/offshore og vindindustrien, som i dag foregår på Lindø, fortæller CEO Carsten Møller Sørensen.
Med vores løsninger til både marine/offshore og vindindustrien, er det naturligt for os at etablere os dér hvor udviklingen sker – og hvor vores kunder befinder sig, fortsætter Carsten Møller Sørensen
Fyns Kran Udstyr er samtidig blevet en del af den Fynske Maritime Klynge, som allerede er etableret på Lindø, og bliver derved medlem af det professionelle fynske netværk indenfor det maritime erhverv. Et netværk hvor unikke kompetencer anvendes i fælles front mod markedet.
Fakta om Fyns Kran Udstyr A/S
Fyns Kran Udstyr A/S er den førende udbyder inden for løftegrej, stålwirer, tovværk, taljer, kraner samt beslægtet udstyr til industri, marine og offshore.
Virksomheden er landsdækkende med afdelinger i Odense, København, Esbjerg og Aalborg, og har i dag ca. 70 engagerede og kompetente medarbejdere samt 20 mobile serviceenheder. Mere info på: www.fku.dk