Migatronic sætter fokus på smedefaget.
Migatronic støtter sammen med Bladt Industries og Tech College Aalborg ung smedelærling fra Aalborg ved DM i Skills, januar 2015.
Eleverne på de danske erhvervsuddannelser ligger inde med et utal af kompetencer og fagkundskaber, som de gerne deler med omverdenen. Dette foregår ved DM i Skills den 8.-10. januar i Bella Center i København, hvor Bladt Industries’ smedelærling Sebastian Lassen deltager. I et samarbejde med Bladt Industries, sætter Migatronic fokus på smedefaget ved at støtte Sebastians deltagelse ved mesterskaberne.
”Industrien kræver dygtige svejsere. Det er derfor vigtigt at støtte op om faget, og sætte fokus på det gennem arrangementer som DM i Skills. Det er en god mulighed for Sebastian, og en lærerig oplevelse. Vi håber selvfølgelig også, at han klarer sig godt”, siger Gitte Grøn, Marketingchef hos Migatronic.
Højt niveau og hård konkurrence
Den unge nordjyde er én ud af 6 klejnsmede, der dyster om at blive den bedste i faget, og han er klar til at yde sit bedste.
”Jeg forventer et højt niveau og hård konkurrence, fordi alle er meget fokuseret på at yde sit bedste. Tidspresset er det værste, det er jeg ikke vant til, men jeg har trænet og øvet hele juleferien, så jeg er også klar til at gøre mit bedste”, siger Sebastian Lassen, som tirsdag drager til Bella Center for at gøre klar til konkurrencestart torsdag.
Sebastian sikrede sig en plads til Skills ved smedenes regionsmesterskab i oktober. Også Tech College Aalborg støtter Sebastian ved mesterskaberne.
At svejse kræver kreativitet
Sebastian har brugt meget tid de seneste måneder på at gøre sig helt kampklar til konkurrencerne. ”Vi bliver bedømt på præcision, kvalitet og kreativitet, men helhedsindtrykket er det vigtigste. Vi er to deltagere der skal deles om to forskellige svejsemaskiner, hvoraf den ene er en Migatronic. Jeg er mest vant til at svejse med Migatronic, og de er nemme at betjene, men jeg er stadig spændt på at se det færdige resultat til DM”, siger Sebastian.
Mulighederne inden for svejsning er mange, hvilket de 6 klejnsmede der deltager, vil demonstrere i løbet af de dage, konkurrencerne varer.
”Forhåbentlig vil dette fokus på de unges talenter og kundskaber være til inspiration for andre unge, så industrien forhåbentlig i fremtiden kan få opfyldt deres behov for dygtige svejsere”, siger Gitte.