Fremstillingen af præcisionskomponenter inden for disse brancher kræver emnematerialer, der yder stor modstandsdygtighed over for varme og slitage, ekstrem sejhed og vedholdende kvalitet og pålidelighed. Eksempler på disse materialer er ISO-S-legeringer, navnlig nikkel-, kobolt- og jernbaserede, varmebestandige superlegeringer (HRSA) og titanlegeringer. Disse materialers varmehårdhed, styrke og krybe- og korrosionsmodstandsevne betyder at de anvendes inden for en lang række væsentlige applikationer.


Legeringernes fordelagtige egenskaber skaber dog også bearbejdning karakteristika, der er forskellige fra dem, man ser blandt traditionelle jern- og ståltyper. Bearbejdning af ISO-S-materialer er en udfordring, fordi legeringer overfører varmen dårligt, også kendt som lav varmeledningsevne. Den varme, der dannes ved bearbejdning (~1100 °C til 1300 °C), absorberes af værktøjet og arbejdsemnet i stedet for at blive bortledt med spånerne. Derved går det ud over standtiden og kan medføre forvredne dele. Legeringerne er også tilbøjelige til at deformere og ældningshærde, når de bearbejdes, hvilket øger skærekræfterne og forværrer standtiden yderligere. Sidst, men ikke mindst, skaber disse materialers klæbrige adfærd ukontrolleret løsægsdannelse (BUE) og stråleslid. En sådan klæbrighed er også kendt som materialets strækbarhed, et karakteristisk fællestræk blandt bløde materialer som aluminium.

Med vanskelighederne ved bearbejdning af ISO-S-materialer og udgifterne til de anvendte dele i tankerne, søger producenterne bearbejdningsforbedringer, der primært fokuserer på komponentpålidelighed og -kvalitet, med reduktioner i cyklustiden som den næsthøjeste prioritet. En maksimering af disse højtydende legeringer kræver brug af avancerede værktøjer og applikationsstrategier. Værktøjsmagere finjusterer disse værktøjer og teknikker for at opnå produktive og pålidelige løsninger til specifikke industriapplikationer.

Læs meget mere her