Ny talentfuld sælger fra metalbranchen til KK Metal
Med start den 1/3 har vi ansat Jens Jacob Sørensen, som skal bidrage til at styrke KK Metals position som full-service leverandør til metalindustrien i Danmark.
Jens Jacob har solid erfaring inden for B2B-handel og kommer fra et job som sælger hos L-Tek, hvor han har siddet med opsøgende salg, ordrebehandling og kundepleje. Tidligere har Jens Jacob været ansat hos ProfilGruppen samt Sapa Profiler. Dermed har han allerede erfaring med processerne på et maskinværksted som spåntagning, stansning, laserskæring, bukning, svejsning samt overfladebehandling.
Samtidig har Jens Jacob også erfaring med sparring omkring konstruktion og udvikling af nye produkter, som vi ser som en stor fordel, når det indledende samarbejde begyndes med nye kunder samt når eksisterende kunder skal have udviklet nye produkter.
Jens Jacob bor i Nimtofte, som ligger mellem Randers og Grenaa, sammen med sin kone og to børn. Fritiden går med foreningsarbejde med bl.a. en formandspost i den lokale brugsforening og Nimtofte Vandværk.
Vi glæder os til at byde Jens Jacob velkommen og nyde godt af hans gode erfaring med relationsopbyggende salg.
KK Metal P/S er beliggende i Hørdum i Thy. Med rødder tilbage til 1966 er KK Metal i tidens løb vokset til at være en virksomhed med 50 ansatte, med kunder i Danmark og i udlandet.
KK Metal leverer emner efter kundespecifikation i stål, rustfast stål, aluminium og andre metaller, fremstillet ved pladebearbejdning, svejsning og maskinbearbejdning. KK Metal er kendetegnet ved at have en højt automatiseret maskinpark, der betjenes af dygtige faglærte teknikere.