Stor spænding op til VM i SKILLS i Abu Dhabi
Af Karina Davids – kdmarketingsupport
Seco Tools, der sponsorerer den danske industritekniker René Kling Hansens deltagelse ved verdensmesterskaberne for unge på erhvervsuddannelser, World Skills 2017 i Abu Dhabi, venter i disse dage spændt på at se, hvilke resultater det unge talent bringer med hjem.
Seco Tools, der er førende leverandør af skærende værktøjer, indgik i juni i år en 3-årig sponsoraftale om leverancer af skærende og holdende værktøjer til industriteknikkerne ved DM og VM i skills. Det har betydet, at SECO TOOLS løbende har været i tæt dialog med den danske VM-deltager, René Kling Hansen, der til daglig er EUX-elev på uddannelsen til industritekniker ved Syddansk Erhvervsskole. René stiller op i CNC-drejekonkurrencen i World Skills 2017 og repræsenterer ét af de mange forskellige håndværkerfag.
Ud over at Seco Tools har ”klædt” ham godt på i form af leverancer af de rette skærende og holdende værktøjer, har de også investeret tid i at træne den danske deltager i brugen af disse værktøjer. I praksis betyder det, at SECO Tools’ egen tekniker, Svend Jørgensen, ved flere lejligheder har besøgt Rene på hans arbejdsplads, Valmont SM i Rødekro. Her har Svend undervist René i blandt andet dynamisk drejning og fræsning samt valg af vendeskær til traditionel drejning. Igennem samarbejdet har Svend lært René at kende som en en frisk ung mand med masser gå på mod, og som meget faglig dygtig. Derfor spår han og René en fornuftig chance.
For Seco Tools handler det ikke bare om et økonomisk sponsorat, men om lysten til at investere i fremtidens unge industriteknikere og værktøjsmagere, og det er derfor, at virksomheden har involveret sig i projektet med liv og sjæl.
”Sponsoratet er en naturlig forlængelse af vores aktiviteter på uddannelsesområdet, og vi glæder os meget over at kunne dele vores viden og kompetencer – for på den måde bidrager vi til en øget faglighed og interesse blandt de unge”, fortæller direktør for Seco Tools, Henrik Mathiasen.
Det tætte forløb mellem medarbejderne i Seco Tools og den danske delegation har gjort, at medarbejderne i Brøndby er lige så spændte på udfaldet af konkurrencen, som den danske delegation selv.
Den danske delegation består, ud over René Kling Hansen, af uddannelseskonsulenten Niels Bylund og mentor Henrik Nielsen.