23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Filterteknik afhjælper også dieselpest

Dieselpest eller urenheder i dieselolien, som skyldes tidligere angreb af dieselpest, kan tilstoppe brændstoffiltrene på skibsmotorer. Dette gør fortsat skibsdrift både dyr, besværlig og risikabel. Filterteknik afhjælper disse problemer gennem grundige analyser og en enkel ekstra filterløsning.

Af og til oplever professionelle marinefartøjer – såsom serviceskibe, færger og andre skibe – problemer med såkaldt dieselpest. Dieselpest er en fællesbetegnelse for bakterie- og svampevækst i dieseltankene, hvilket kan forårsage hurtig tilstopning af brændstoffiltrene og i værste fald motorstop.

Filterteknik foretager dybdegående analyser af disse problemer og kan ofte finde en løsning, der sikrer fortsat drift, ved at tilføje en ekstra og forholdsvis simpel filterløsning.

”En af vores faste kunder, der stiller serviceskibe til rådighed for havvindmøller og boreplatforme, oplevede, at brændstoffiltrene på et af deres skibe skulle skiftes efter 11 timers brug. Normalt skulle disse filtre først skiftes efter 1.200 driftstimer,” forklarer salgsingeniør Allan Kragh fra Filterteknik.

En grundig analyse af problemerne

”Når en sådan situation opstår hos en af vores faste kunder, rykker vi straks ud for at analysere problemet grundigt. Vi taler med skibets mandskab og undersøger dieseloliens flow og sammensætning,” siger Filtertekniks tekniske chef, ingeniør Robert Juul.

Filterteknik har sit eget laboratorium og samarbejder også med et eksternt for at analysere dieselolie, herunder også fra det pågældende udfordrede fartøj. Men analyser af dieselprøverne fra dette fartøj viste ingen tegn på svampe- eller bakterievækst. Så hvad var problemet?

”Vi bad laboratoriet om at undersøge dieselolien en ekstra gang. Vi spurgte, om der kunne være urenheder fra tidligere vækst af bakterier eller svampe. Vi var klar over, at fartøjet brugte nogle af sine otte forbundne dieseltanke som ballasttanke. Det betød, at noget af dieselolien kunne være op til et år gammel,” siger Allan Kragh.

Døde bakterier i dieselolien

Da laboratoriet undersøgte dieselprøverne under mikroskop, viste det sig, at døde bakterier i olien sandsynligvis var årsagen til problemerne og det ekstraordinært høje forbrug af brændstoffiltre.

”Det er en betydelig ekstraudgift at skulle skifte brændstoffiltre 100 gange oftere end normalt. Det er også uholdbart for kunden at have mandskab konstant beskæftiget med at skifte filtre. Desuden udgør den hurtige tilstopning en risiko for driftsstop på et skib, som til enhver tid skal være manøvredygtigt på åbent hav,” siger Robert Juul.

Et simpelt posefilter udsætter behovet for dokning

Den ideelle løsning ville være at få skibet i dok for at tømme og rengøre brændstoftankene, når der enten er aktiv dieselpest eller efterladenskaber fra dieselpest. Men et servicefartøj som det omtalte dokkes kun, når det er absolut nødvendigt med større vedligeholdelsesarbejde, både på grund af omkostningerne og fordi fartøjet ikke genererer indtægter, mens det er i dok.

”Vores kunde var naturligvis lettet, da vi foreslog en alternativ løsning til dokning. Vi har installeret et posefilter beregnet til væsker som forfilter. Dette posefilter opsamler effektivt det slam af døde bakterier, der er kilden til problemet, så udskiftningen af brændstoffiltrene igen sker i et normalt interval,” forklarer Allan Kragh.

En anvendelig løsning for andre skibe

Posefiltret har en betydelig større kapacitet end de fine brændstoffiltre, der findes på skibsmotorer. Dette betyder, at filtrets relativt billige poser ikke skal udskiftes ofte, selvom de opsamler en betragtelig mængde urenheder fra dieselolien, før den når frem til brændstoffiltrene.

På den måde sikrer forfiltret, at udskiftningsintervallet for brændstoffiltrene kommer tættere på normale forhold, selvom et skib været så uheldig at få dieselpest ombord. Det berørte skib kan fortsætte med at løse sine opgaver, indtil en planlagt dokning muliggør en grundig rengøring af tankene.

”Lige nu er vi i dialog med et færgerederi, der oplever nogle af de samme problemer som serviceskibet havde. De overvejer at lade os installere en tilsvarende forfilterløsning, som den vi har beskrevet,” siger Robert Juul.

Se Filtertekniks produktkataloger

Filterteknik A/S
Korskildeeng 2
2670 Greve
Greve Kommune
Danmark
CVR nummer: DK20176733

Send til en kollega

0.047