Partnerskab med Atmus Filtration Technologies kommer kunderne til gode
Filterteknik har længe samarbejdet med Atmus Filtration Technologies om at levere Fleetguard filtre og filterløsninger til mange forskellige brancher og formål.
Ifølge Thomas Bellger fra Atmus Filtration Technologies er det bl.a. Filtertekniks medarbejdere og deres store viden om filtre, som har gjort Filterteknik til den største distrubitør af Fleetguard-produkter i Danmark.
”Hos Filterteknik er de eksperter i alt, der har med filtre at gøre. Det gør dem til mestre i at hjælpe kunderne med de helt rigtige filterløsninger,” siger Thomas Bellger, som er skandinavisk områdechef hos Atmus Filtration Technologies.
Højteknologiske produkter
Atmus Filtration Technologies er førende indenfor filtreringsløsninger og opererer i hele verden. De ejer Fleetguard-mærket, som tilbyder et af de bredeste udvalg indenfor filtre – fx brændstoffiltre, oliefiltre og hydraulikfiltre – til alle typer køretøjer og industrier.
”Vi tilbyder filterløsninger, som hjælper til at passe på maskinerne og få dem til at præstere bedre. Det er højteknologiske produkter, og det er derfor vigtigt, at vores distributører har den nødvendige viden om filtre og maskiner,” siger Thomas Bellger.
Tillid fastholder kunderne
”Når man sælger tekniske produkter, er det vigtigt at opbygge tillid hos kunderne. Filterteknik er netop gode til at opbygge tillid, fordi deres råd og vejledninger altid bygger på en stor viden,” siger Thomas Bellger.
For Chris Hansen, som er leder af kundeservice og teknisk indkøber hos Filterteknik, er det vigtigt at finde de bedste løsninger og gøre det trygt og enkelt for kunderne.
”Det nemmeste ville være bare at sælge en kunde flere filtre, men det er ikke nødvendigvis den bedste løsning for kunden. Filtrene har en forventet levetid og driftstid. Hvis den ikke holder, er det vigtigt for os at finde årsagen og få løst problemet,” siger Chris Hansen og tilføjer:
”På den korte bane har vi måske reduceret vores salg, men på den lange bane får vi opbygget tillid hos vores kunder. Det ser vi selv som en af årsagerne til, at mange kunder samarbejder med os gennem mange år.”
Kundeservice og indkøbsafdeling med lang erfaring
Chris Hansen har arbejdet hos Filterteknik i mere end 20 år og har igennem årene haft flere forskellige stillinger. I dag er han leder i kundeservice og teknisk indkøber. I indkøbsafdelingen assisterer han Lene Mejer, som har arbejdet som indkøber hos Filterteknik i snart syv år.
Sammen sørger de to erfarne medarbejdere for, at der altid er nok varer på Filtertekniks lager, og at leverandørernes forsendelser kommer til tiden.
”Jeg arbejder med at holde vores lager sundt, så vi altid har de rette produkter i de rette mængder – for i et sundt lager kan man ofte finde penge,” sige Lene Mejer og tilføjer:
”Derfor er det også vigtigt, at vi hele tiden er opmærksomme på leverandørernes leverancer. Vi er i kontakt med vores samarbejdspartnere og leverandører mange gange hver uge for at sikre, at filterløsningerne kan komme ud til vores kunder, når der er brug for dem.”
Når der kommer tekniske spørgsmål fra leverandører og kunder, er det Chris Hansen, der tager over. Han siger:
”Jeg ved mere om det tekniske omkring filtrering end Lene, mens hun er skrap til tal og analyser, så på den måde komplementerer vi hinanden rigtig godt.”
Gode relationer er alfa og omega
Både Lene Mejer og Chris Hansen fra Filterteknik og Thomas Bellger fra Atmus Filtration Technologies fortæller, at god kommunikation og en god relation er vigtig for et succesfuldt samarbejde.
”Medarbejderne hos Filterteknik er top professionelle, og vi arbejder rigtig godt sammen, også når der opstår problemer,” siger Thomas Bellger og uddyber:
”Vi har en ærlig kommunikation, hvor eventuelle problemer altid bringes frem i lyset, så vi kan finde løsninger, som både vi og kunderne kan være fuldt ud tilfredse med.”
For Lene Mejer og Chris Hansen er god kommunikation med leverandørerne altafgørende for at kunne betjene Filtertekniks kunder så godt som muligt.
”En del af vores leverandører er, ligesom Atmus Filtration Technologies, samarbejdspartnere, og der er en stor motivation fra begge sider for, at samarbejdet kører godt, og at udfordringer løses,” siger Chris Hansen. Lene Mejer tilføjer:
”Vi smækker aldrig med dørene, vi holder vores aftaler, og de holder deres. Vores gode relationer betyder, at tingene kører i et godt flow.”