Nordisk direktør for ZEISS giver stafetten videre
Walther Heger, managing director for ZEISS Nordics gennem 28 år, har valgt at sætte punktum for en imponerende og usædvanlig erhvervskarriere. Med udgangen af september afslutter Walther Heger en epoke på i alt 37 år for det verdenskendte firma og overlader lederrollen til Lena Edlund.
Walther Heger blev ansat i ZEISS i 1987 som tekniker med speciale i måleinstrumenter. Efter at have videreuddannet sig inden for salg blev han i 1994 chef for ZEISS’ svenske afdeling for måleudstyr. I 1996 blev Walther Heger forfremmet til managing director for Carl Zeiss AB i Stockholm, og dermed blev han som 34-årig øverste chef for ZEISS i Sverige. I den efterfølgende periode var han drivkraften bag etableringen af et samlet ZEISS Nordics.
Usædvanlig erhvervskarriere
Walther Hegers erhvervskarriere har været usædvanlig, eftersom ZEISS er den eneste arbejdsgiver, han har haft.
- Mine første år hos ZEISS var i høj grad præget af den tyske genforening. Euforien blev hurtigt afløst af økonomisk krise, og i en stor del af 1990’erne var situationen kritisk for ZEISS. Det var en usikker tid, og da jeg overtog ledelsen af virksomheden i Sverige, var der primært fokus på at få ZEISS på rette kurs igen. Samtidig havde jeg den vision, at ZEISS skulle have et nordisk set-up. Tidligere havde man selvstændige distributionsselskaber i Danmark, Norge og Finland. I dag har vi ZEISS-selskaber i hele Norden, og for mig har det været et privilegium, at jeg dermed har kunnet realisere min vision. Det er åbenbart lykkedes for mig i en sådan grad, at jeg har fået lov til at gøre arbejdet færdigt, siger Walther Heger.
Som nordisk direktør har Walther Heger været med til at drive en iøjnefaldende udvikling, både teknologisk, organisatorisk og kulturelt.
- Det har været 28 år med skiftende topchefer og forskellige faser i ZEISS’ historie. Jeg tror, min familie vil kunne bekræfte, at jeg brænder for firmaet. De værdier, som ZEISS står for, stemmer overens med mine personlige værdier. Så jeg er glad, stolt og taknemmelig over at have fået lov til at være med så længe, siger Walther Heger.
Digital revolution
Som afgående nordisk direktør tøver Walther Heger ikke med at betegne de seneste 30 år som en periode med en epokegørende teknologisk udvikling.
- Engang kommer der til at stå i historiebøgerne, at den digitale revolution begyndte i 1990’erne. Da jeg startede hos ZEISS, havde vi ikke mobiltelefoner, og vi havde knapt nok computere. Teknologisk har det været en utrolig fascinerende epoke, hvor vi har fået internettet og ikke mindst mobiltelefoner som en selvfølgelighed – og nu også AI.
Walther Heger hæfter sig ved, at ZEISS selv har været med til at drive og forme den teknologiske udvikling.
- Der har gennem alle årene været en fantastisk innovationskraft i firmaet, og vi har med en lang række produktlanceringer sat nogle betydelige teknologiske fingeraftryk. Selv har jeg været med til at indføre digitale forretningssystemer, og nu introducerer ZEISS en ny digital transformation, som vil medføre et næste skridt i retning mod optimering og deraf følgende vækst, siger Walther Heger. Han betoner samtidig, at ZEISS’ grundlæggende værdier og kultur har en afgørende betydning for firmaets succes:
- Digitaliseringen, vores produkter og de gode og ofte langvarige relationer til vores kunder er tilsammen forudsætninger for vækst, men man må ikke glemme, at vores værdier og kultur udgør fundamentet.
Personlige relationer er afgørende
For Walther Heger står de personlige relationer i centrum, både når det handler om salg og ledelse.
- Den dag i dag er jeg stadig helt overbevist om, at samarbejde altid er essentielt og har med stærke menneskelige relationer at gøre. De relationer, jeg selv har opbygget i forhold til vores mange kunder, har ikke bare handlet om innovative produkter, men også om tillid og godt samarbejde.
- Vores evne til effektivt samarbejde og vores fokus på at tilbyde den bedste service og ekspertise til vores kunder har gjort os attraktive både for kunder og potentielle nye medarbejdere. Vi kan godt tillade os at være stolte af den position, vi har opnået.
Et godt tidspunkt
Når Walther Heger med udgangen af september afslutter sin rolle i ZEISS, bliver der mere tid til familien og til interesser som f.eks. naturen og mad.
- Det kapitel, som jeg havde tænkt mig at skrive, er nu fuldført. Det er et godt tidspunkt at give stafetten videre, og det er et privilegium for mig, at jeg selv har kunnet vælge at tage dette skridt. Til alle mine kolleger og samarbejdspartnere vil jeg kort og godt sige tak. Tak for al tilliden gennem årene og for et helt fantastisk samarbejde, lyder det fra Walther Heger.
Ny managing director hentes internt
Walther Heger overlader posten som managing director for ZEISS Nordics til Lena Edlund, som har været ansat hos ZEISS siden 2010. Lena Edlund har senest været Head of Brand Management, Corporate Brand, Communications and Public Affairs på ZEISS’ hovedkontor i Oberkochen, men det er ikke ukendt for hende at arbejde i Norden, idet hun fra 2012 til 2015 varetog strategiske opgaver på ZEISS-kontoret i Stockholm.
Reception
Lederskiftet markeres med en reception den 9. oktober, hvor kunder og samarbejdspartnere er velkomne. Receptionen afholdes hos Carl Zeiss AB, Tegeluddsvägen 76, 115 28 Stockholm kl. 15:00-17:00. Tilmelding til anneli.edman@zeiss.com.
Om Walther Heger
Walther Heger (f. 1961) har forældre med tysk oprindelse, men er født og opvokset i Danmark. Han har boet i Sverige siden 1975, dog afbrudt af perioder i Tyskland, heriblandt studietiden, idet Walther Heger er uddannet civilingeniør fra den tekniske højskole i Aalen, Baden-Württemberg.
Man kan med god ret sige, at Walther Heger er født ind i ZEISS. Walther Hegers far var på det første hold lærlinge, som blev udlært hos ZEISS i Oberkochen i det sydvestlige Tyskland, og som færdiguddannet flyttede han til København, hvor han fik arbejde hos Brock & Michelsen A/S, som var den virksomhed, der dengang var distributør af ZEISS’ produkter i Danmark. Siden flyttede familien til Sverige. Den unge Walther Heger valgte imidlertid at tage sin ingeniøruddannelse på faderens hjemegn. Som led i ingeniøruddannelsen kom Walther Heger i praktik hos ZEISS i Oberkochen, hvor han arbejdede med måleudstyr. Da der en dag var en svensk delegation fra Carl Zeiss AB på besøg, slog Walther Heger over i svensk, og det var medvirkende til, at han umiddelbart efter fuldført ingeniøruddannelse blev ansat som tekniker hos Carl Zeiss AB i Stockholm.
Walther Heger bor i Täby sammen med sin hustru, som han har været gift med siden 1994. Sammen har de tre døtre.
Om ZEISS
ZEISS er verdens førende virksomhed inden for optik og optoelektronik. ZEISS har siden 1846 bidraget til teknologiske fremskridt på områder som måleudstyr, mikroskoper til forskning, operationsmikroskoper, diagnostiske instrumenter og kikkerter. ZEISS Group er repræsenteret i mere end 50 lande og har hovedkvarter i Oberkochen i det sydvestlige Tyskland.
ZEISS Nordics, som omfatter Danmark, Norge, Finland og Sverige, beskæftiger ca. 190 ansatte.