Specialdesignet facon på Mascots markante bygning
Give Steel har leveret 790 ton stål til udvidelsen af Mascots højlager og logistikcenter. Tilbygningen opføres som en forlængelse af den eksisterende bygning. Den skrånende del krævede et tæt samarbejde på tværs af faggrupper for at skabe en bygbar konstruktion, hvor stål og beton spiller optimalt sammen.
Det er svært at undgå at bemærke den markante bygning, selv når speedometeret viser 130 km/t på motorvejen mellem Herning og Silkeborg. Give Steel har stået for leveringen af hele konstruktionsstålet til Mascot Internationals domicil, med både administrationsbygning, højlager og logistikfaciliteter.
I løbet af 2024 leverede og monterede vi de sidste stålemner til udvidelsen, som omfattede 790 ton stål, så der i dag står 55.000 m² bygning i alt. Deriblandt 15 store spær til den specielle konstruktion i den skrånende del, der udgør en udvidelse af lager- og logistikfaciliteterne, og som giver hele bygningen sit karakteristiske udseende.
Det er langt fra et traditionelt, kvadratisk halbyggeri, vi har leveret stålkonstruktioner til. Bygningens design skaber en illusion af, at den går i ét med bakken – i hvert fald ved første øjekast fra motorvejssiden. Hele bygningens ende, som skråner ned mod jorden, ender dog i et udhæng seks meter over jorden, hvor lastbiler kan bakke til for at losse og laste varer.
Sammenspil mellem stål og beton
Stålkonstruktionen i Mascots markante bygning når altså ikke helt ned til jorden i den ene ende, selvom det umiddelbart ser sådan ud. Derfor overfører stålkonstruktionen sin belastning til andre elementer i byggeriet. Vertikalt ledes belastningen til betonsøjler og -elementer, mens den horisontale belastning føres videre til bygningens nederste niveau.
Den skrå bygning adskiller sig ved at være understøttet på fire forskellige steder på tre forskellige niveauer. Stålkonstruktionen er således opdelt i tre separate forløb, hvor hele forløbet er projekteret som en momentstiv rammekonstruktion. Det sikrer, at de horisontale og vertikale kræfter i stålkonstruktionen ledes effektivt videre til de betonelementer, der fungerer som understøtninger.
Stålspærene bidrager samtidig til stabilitet af de bærende betonelementer i den øverste del af lagene i den skrånende del af bygningen, hvor der ikke er etableret stabiliserende betondæk. For at beskytte bygningen mod det vindtryk, som naturligt påvirker en bygning af denne størrelse, har vi desuden tilføjet vindafstivning langs kanterne.
Projektet blev realiseret gennem et tæt og effektivt samarbejde med MJT Rådgivning og Mascot International. Det hele endte med at gå op i en højere enhed, og i dag står der et flot og markant vartegn, der fanger opmærksomheden hos forbipasserende.
Billeder i video:
Copyright C.F. Møller A/S
Fotograf: Martin Schubert