23948sdkhjf
Del siden
Annonce

Svejsetraileren har besøgt kvindefængslet i Jyderup

Der var øje for detaljen og svejseopgaverne blev udført med finesse, da syv indsatte i kvindefængslet i Jyderup fik et AMU-bevis på, at de har gennemført et svejsekursus. Beviset fik de i Give Steels mobile svejsetrailer, som er et tilbud, alle danske fængsler kan benytte.​

Vores faste svejseunderviser Theis Buhl og Kristian Eliseholm, der er lærlingeansvarlig i Give Steel, stod for undervisningen i Jyderup Fængsel. De blev taget supergodt imod af kvinderne, hvor de havde nogle sjove dage sammen. ​

Kvinderne var megaseje, havde gåpåmod og var klar på at prøve kræfter med svejsning. Alle var i øjenhøjde, og kvinderne overraskede sig selv positivt ved faktisk at være ret dygtige til at svejse,” fortæller de to samstemmende. ​

Idéen med svejsetrailerens besøg var at åbne kvindernes øjne for smedefaget og vise, at det hverken er forbeholdt mænd eller særlig skræmmende at svejse. Flere af kvinderne synes heldigvis også, at det var spændende og var ikke afvisende over for at svejse igen i fremtiden. ​

Alle kan være med ​
Alle indsatte kan deltage i kurserne, men det er typisk værkmestrene på de forskellige afdelinger i fængslet, som vælger, hvem der skal med på kurset i denne runde. De kigger eksempelvis på, hvem af de ansatte der har kortest afsoning tilbage, og om personen kan finde ud af at møde op til tiden. ​

Theis og Kristian går ikke op i, hvorfor kursisterne sidder i fængsel – hverken i svejsetraileren eller på fabrikken. Men de lytter gerne, hvis kursisterne har lyst til at fortælle om det. Kvinderne i svejsetraileren gjorde sig i den grad bemærket hos de garvede smede:​

Vi bemærkede, at kvinderne var meget detaljeorienterede og udførte opgaverne med finesse,” fortæller Theis og Kristian. ​

Kurset i Jyderup strakte sig over seks dage, hvoraf én dag var et sikkerhedskursus, og de resterende fem dage var fyldt med forskellige opgaver i svejsekurset. Ud af de syv kvinder, der gennemførte kurset, tog en enkelt indsat også et svejsecertifikat og fik dermed svejsepas. Give Steel er efterfølgende blevet kontaktet af en af deltagerne med henblik på en praktikplads.​

Stor succes med smedelærlinge ​
Ifølge lærlingeansvarlig Kristian, virker det ofte som om dem, der har en fængselsdom i bagagen, gerne vil bevise noget ekstra ved at gøre tingene rigtig godt. Mange af dem er qua deres alder også mere modne og har en god ro til at udføre opgaverne.​

Hele idéen bag svejsetraileren er at motivere til uddannelse, fordi vi i Give Steel tror på, at uddannelse skaber et bedre arbejdsliv, og at et job giver mennesker både identitet og et solidt fundament i livet. Samfundet kan ikke hjælpe mennesker i samme grad, som en virksomhed kan med godt arbejde, gode kollegaer, faglige udfordringer og muligheden for at vokse personligt. ​​

Dem, der stifter bekendtskab med svejsetraileren i fængslerne, har ofte dårlige erfaringer med skolearbejde. De kan have en kriminel fortid, diagnoser, tidligere misbrug og lavt selvværd. Men i svejsetraileren bliver de mødt som mennesker. De oplever - måske for første gang i lang tid - ros og anerkendelse. Det skaber en særlig forandring hos mennesker, der ikke tidligere er blevet set, hørt eller taget seriøst, og kursusbeviset bliver et vigtigt løft for selvtilliden. Evalueringer viser, at størstedelen af deltagerne efter kurset i svejsetraileren føler sig motiveret til at prøve kræfter med smedefaget. ​
 ​
Mens den ene trailer primært opkvalificerer indsatte i danske fængsler, står den anden ved fabrikken i Brande, hvor skoler og uddannelsesinstitutioner kan komme og prøve traileren kombineret med tilbud om et fabriksbesøg. ​

Give Steel samarbejder Kriminalforsorgen og er en af de største privatejede virksomheder indenfor privat-offentligt samarbejde, når det kommer til undervisning af mennesker på kanten af arbejdsmarkedet. Give Steels svejsetrailer kører ud i hele landet og vi besøger fængslerne flere gange om året. Vil du vide mere om svejsetraileren og jeres muligheder, kan du kontakte os på +45 75 73 12 18. ​

Læs mere om svejsetrailerne: https://givesteel.com/esg-baeredygtighed/s-social/mobil-svejsetrailer/

Give Steel A/S
Sjællandsvej 14
7330 Brande
Ikast-Brande Kommune
Danmark
CVR nummer: DK26998115

Send til en kollega

0.063