Tredobler overskuddet: Værktøjsgrossist lander rekordresultat
Værktøjsgrossisten Diesella, der blandt andet fokuserer på måleværktøj til industri- og autosegmentet, kan igen melde om et rekordresultat.
Omsætningen steg med 30 procent, men virksomheden oplyser dog ikke det konkrete tal. Til gengæld steg bruttofortjenesten med 20 procent til 18,2 mio. kr., og overskuddet før skat blev tredoblet til 2,2 mio. kr.
- Det er en meget tilfreds direktion, der igen i år kan sætte en tyk streg under et resultat, der beviser, at vi prioriterer vores indsatser rigtigt, fortæller direktør Morten Petersen i en pressemeddelelse.
Vækst på kerneforretningen
Væksten er bredt funderet, men specifikt indenfor Diesellas kerneforretning, måleværktøj, samt instrumenter til test- og inspektion har en vækst på 20 procent bidraget godt til resultatet, og understøtter således virksomhedens målsætning og strategi på området.
- Vi har en klar ambition om at være Nordens fortrukne samarbejdspartner inden for primært måleværktøj – herunder rådgivning, koncepter, projekt- og kundespecifikke løsninger til industri og auto, fortæller direktør Morten Petersen.
Investeringer samt fokus på kunderne
Virksomheden har, med baggrund i en strategisk vækstplan, siden 2019 foretaget betydelige investeringer i organisations- og kompetenceudvikling.
Der har været fokus på udvidelse af produktprogrammerne indenfor både måleværktøj, svejsetilbehør og magnetteknologi, samt tilføjelse af brancherelevante agenturer, der, udover at have skabt fundamentet for de forgangne års flotte resultater, skal understøtte den fremtidige vækst.
- Vi har haft fokus på at hjælpe vores kunder med at styrke deres forretninger ved ikke blot at tilbyde et kvalitativt produkt til konkurrencedygtige betingelser, men også tilføre viden og konceptløsninger, der højner vores serviceniveau og skaber mærkbare konkurrencefordele for vores kunder. Et fokus der i fremtiden stilles endnu skarpere på, siger Morten Petersen.
Regnskabsår | 2022 | 2021 |
Valuta | Mio. kr. | Mio. kr. |
Bruttofortjeneste | 18,2 | 15,3 |
Driftsresultat | 2,5 | 0,8 |
Resultat før skat | 2,2 | 0,7 |
Årets resultat | 1,7 | 0,5 |
Balancestatus | 27,1 | 19,8 |
Egenkapital | 11,2 | 10,0 |
Antal ansatte | 18 | 17 |
Kilde: CVR |
Artiklen er en del af temaet Regnskab.