23948sdkhjf

Bast & Co overtager maskinproducent

Servicevirksomheden Bast & Co, der for halvandet år siden overtog eftermarkedsdelen hos AMC-Schou, køber nu også alle aktiviteter fra Jakobsen Surface Grinders i Slangerup.
Slangerup-virksomheden Jakobsen Surface Grinders er grundlagt i 1952 og dermed blandt Skandinaviens ældste producenter af slibemaskiner til industrien. Siden dengang har virksomheden leveret over 13.000 maskiner til hele verden, hvoraf de fleste fortsat er i brug.

Nu overtages samtlige aktiviteter af koncernen Bast & Co, som for halvandet år siden gennemførte en lignende overtagelse af maskinproducenten AMC-Schou’s eftermarkedsdel. I dette tilfælde er handlen mere omfattende, idet Bast & Co også har købt rettighederne til fremstilling af nye maskiner.

– At vi foruden service og reservedelssalg også overtager produktionsmateriel, tegninger og alle rettigheder, betyder, at fremstillingen af Jakobsens produkter vil fortsætte. Bast & Co vil fremover bygge maskinerne på bestilling for gamle og nye kunder. Da vi primært er en servicevirksomhed, ønsker vi dog ikke nødvendigvis selv at stå for salget og er derfor åbne over for at indgå aftaler med forhandlere, der kan varetage kontakten til maskinkøbere i Norden, siger administrerende direktør Jens Hansen fra Bast & Co.

Han understreger samtidig, at Bast & Co med aftalen vil sikre Jakobsens kunder nem adgang til reservedele og kvalificeret service i årene fremover.

Flere nye arbejdspladser
Bast & Co er i forvejen repræsenteret på Sjælland med egne serviceteknikere samt en filial i Allerød og har ikke ønsket at overtage Jakobsens eksisterende lokaler i Slangerup. Hos Bast & Co, der det seneste år har udvidet medarbejderstaben 25 procent, er det en klar forventning, at overtagelsen kommer til at skabe flere nye arbejdspladser.

– Vi har i forvejen mange års erfaring med at servicere og renovere Jakobsens produkter. Faktisk var den allerførste maskine, vi i sin tid reparerede, en af deres planslibere opstillet i Legos produktion. Da vi nu kommer til at løse væsentlig flere service- og renoveringsopgaver, bliver der behov for flere teknikere, og med overtagelsen af Jakobsens maskin- og reservedelsproduktion får vi desuden brug for ekstra hænder til fremstilling og ekspedition, vurderer Jens Hansen.

Stort potentiale
Bast & Co har valgt at placere aktiviteterne fra Jakobsen i et nystiftet selskab, hvor Jens Hansen allerede i første regnskabsår forventer betydelig aktivitet.

– Vi oplever særdeles stort potentiale i aftalen, som vil bidrage til at øge koncernens aktivitetsniveau betydeligt. Alene salget af reservedele udgør på årsbasis et millionbeløb, og dertil kommer fremstilling af nye maskiner samt service og vedligeholdelse, hvor der også er gode muligheder for synergi i forhold til eksisterende aktiviteter. Desuden er det oplagt at tilbyde servicekontrakter på alle de maskiner, der er i brug i dag, mener direktøren, der desuden forventer flere henvendelser omkring maskinrenovering.

– Renovering er også en relevant mulighed for mange ejere af maskiner fra Jakobsen. Med et komplet reservedelsprogram og 20 års erfaring med produkterne vil vi være det oplagte valg, slutter han.
Kommenter artiklen (1)
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078