23948sdkhjf

Ene høne i kurven

Så godt som ingen kvinder vælger at prøve kræfter med maskinmester-faget. På MSK - Maskinmesterskolen København går der lige nu kun én kvinde på hovedforløbet.
Maskinmesterstuderende Heidi H. Baldersø på 28 år er en sjælden art. Ikke alene er hun eneste kvinde på MSK’s hovedforløb. På hjemmefronten danner hun tilmed par med en af de relativt få mandlige sygeplejerske-studerende.

- Vi ved godt, at vi er noget ganske særligt. Vi hører da også en del for det, men kun for sjov. Med hensyn til mit studievalg tænker jeg faktisk ikke ret meget over, at jeg er i mindretal. Det har altid været meget naturligt for mig at rende sammen med drengene. Men jeg skal da indrømme, at det nu og da kunne være skønt, hvis der var en pige at snakke med, siger den kommende maskinmester med en fortid inden for blandt andet coastersejlads.

Der findes stadig dinosaurer
De kvindelige lærere kompenserer lidt for afsavnet, men ikke helt nok:

- Jeg har en fornemmelse af, at en kvindelig tilstedeværelse i undervisningen skærper koncentrationen. Værkstedshumoren i de rene drengeklasser tager ind imellem fuldstændig over. På samme måde tror jeg, at det er godt at få rykket grænserne lidt ude i virksomhederne. Der findes stadig dinosaurer rundt omkring, som mener, at kvinder ikke forstår sig på teknik. Der skal vi ud og bevise vores værd – og helst trefoldigt, for at den fiser ind, konstaterer Heidi H. Baldersø.

Hun kan ikke begribe, hvorfor der ikke er flere kvinder, som prøver lykken i det fag, som lige nu oplever et boom i efterspørgslen fra arbejdsgiverne.

- Det er en managementuddannelse, som giver ufatteligt mange muligheder. Du får en bred viden om motorer, installationer, elektroteknik, forsyning, automation og meget, meget mere. Der er hele tiden brug for flere maskinmestre, så jeg vil kraftigt opfordre kvinderne til at prøve det af, understreger Heidi H. Baldersø, som vil bruge sin uddannelse til at komme ud at sejle igen – men til en bedre hyre.

Stor succes for kvinderne
Rektor for MSK - Maskinmesterskolen København, Erik Andreassen, ser også gerne flere kvinder om bord:

- Vi er rigtig glade for kvindelige studerende. Når jeg ser tilbage, må jeg sige, at de alle har passet fantastisk ind på skolen og været dygtige og yderst respekterede blandt de øvrige studerende og i lærerkollegiet. De allerfleste af dem går endda ud i høje lederstillinger efterfølgende, siger Erik Andreassen, der dog afviser at ændre i uddannelsen for at tiltrække flere kvinder:

- Maskinmesteruddannelsen på MSK er tilrettelagt i overensstemmelse med bekendtgørelsen for uddannelsen samt naturligvis de krav og forventninger, som både vi og virksomhederne har til en teknisk lederuddannelse i absolut topklasse. Køn spiller ingen rolle i den henseende, fastslår han.

- Grunden til den store kønsopdeling på vores og tilsvarende uddannelser skal jo findes i sociale, historiske og kulturelle faktorer - og er ikke en problemstilling, som den enkelte uddannelsesinstitution bare kan løse med lidt smartere markedsføring. Jeg kan blot sige, at kvinder kan trygt søge ind. De vil blive taget godt imod, lover Erik Andreassen.

Fakta:
Der var ved årsskiftet 10.501 medlemmer af maskinmesterforeningen. Heraf var de 111 kvinder. Det svarer til en kvindelig medlemsandel på 1 procent.
Kommenter artiklen
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.096