23948sdkhjf

Danske stålgrossister kæmper stadig

Omsætningsfremgangen fra 2011 er afløst af stagnation i 2012, men branchens aktører formår alle at præsentere positive overskudsgrader i 2012.
Efter et dramatisk fald i omsætningen på 35 procent i 2009, fandt de danske stålgrossister ny luft i 2011, hvor den samlede omsætning steg med små 19 procent. Den positive tendens er dog i 2012 afløst af stagnation. Stålgrossisterne formåede således i 2012 kun at omsætte for 21 mio. kr. mere end året før, hvilket svarer til 0,1 procent. Det viser en brancheanalyse, som Metal Supply har udarbejdet.

Problemerne på omsætningsområdet bunder ifølge aktører i branchen i et overudbud af stål på det europæiske marked. En anden årsag er den faldende efterspørgsel i takt med udflytning af danske industriaktiviteter.

Hos fire ud af de syv brancheaktører i analysen oplevede man endda faldende omsætning i 2012. Når den samlede omsætning alligevel stiger marginalt, skyldes det markante størrelsesforskelle blandt branchens virksomheder, hvor fremgang hos et par af branchens store spillere i form af Jørgensen & Utoft og Sanistål trækker omsætningen op.

Positivt resultat trods alt
Trods afblæst omsætningsvækst i 2012 tegner der sig et samlet billede af positive overskudsgrader hos de danske stålgrossister, der sammenlagt har leveret positive resultater både i 2011 og 2012. Således kunne stålgrossisterne i 2012 præsentere et samlet resultat på op imod 236 mio. kr., hvilket er 114. mio. kr. bedre end året før. Det positive resultat skal dog ses i lyset af effekterne fra blandt andet Lemvigh-Müller og Saniståls ikke stålrelaterede koncernaktiviteter.

Aalborgensiske Sanistål står for branchens højeste overskudsgrad, som renset for ejendomsavance udgør 2,7 procent. Hvorimod Tibnor, på trods af sin eneste positive overskudsgrad i den periode brancheanalysen dækker over, leverer branchens laveste overskudsgrad i 2012 på 0,6 procent.

Overordnet set oplever de danske stålgrossister faldende omsætning. Men positive overskudsgrader indikerer, at branchens aktører aktivt tilpasser sig tendensen, og det bekræfter sekretariatschef i Dansk Stålinstitut Jørn Nielsen.

- Det er meget flot at kunne bevare en vis form for overskud i et aftagende marked, som stålgrossisterne stadigvæk er i. Så har virksomhederne formået at tilpasse sin aktivitet til efterspørgslen, siger han til Metal Supply.

Anvendt metode
Følgende virksomheder udgør stålgrossistbranchen: Lemvigh-Müller A/S, Sanistål A/S, Damstahl A/S, Jørgensen & Utoft A/S, Inox Stål Handelsselskab A/S, Tibnor A/S og Dacapo Stainless A/S.
Tal og data fra virksomhedernes regnskaber er indsamlet for perioden 2008 – 2012. Der er udregnet nøgletal og foretaget vækstanalyser for hver af de syv stålgrossister.

Udgangspunktet for branchesegmenteringen er, at virksomhederne driver handel med rustfris stål. De analyserede virksomheder er udvalgt af redaktionen i samarbejde med brancheaktører. I Lemvigh-Müller, Sanistål og Damstahls tilfælde er der benyttet data fra koncernregnskaberne. Bemærk, at branchens samlede resultat i 2012 trækkes op af en realiseret ejendomsavance hos Sanistål.

Alt efter hvad der er opgivet i analysevirksomhedernes regnskaber benyttes EBIT, resultat før finansielle poster eller resultat af primær drift som udtryk for EBIT i udregningen af overskudsgrad: (EBIT/nettoomsætning) *100.

Artiklen er en del af temaet Brancheanalyse.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109