23948sdkhjf

Initiativpris til Fjero

Den nordvestjyske maskinfabrik har fået DI Skive/Viborgs Initiativpris.
Selv om man har nået en moden alder, kan man godt udvikle sig og have et skarpt blik på at udnytte de muligheder, der viser sig. Det er Skive-virksomheden Fjero et levende eksempel på. Rødderne går helt tilbage til lige før Anden Verdenskrig, men i dag er virksomheden kendetegnet ved den nyeste udvikling indenfor hydraulik og cylindre samtidig med, at den er markedsførende, når det gælder design og kvalitet.

Tirsdag den 25. juni 2013 hædres Fjero med DI Skive/Viborgs Initiativpris 2013. Prisen gives hvert år til en mindre eller mellemstor virksomhed, der har udvist særligt initiativ, vækst eller virkelyst. Formand for DI Skive/Viborg Palle Damborg overrækker initiativprisen ved et arrangement på Domkirkepladsen i Viborg kl. 19.00.

- Fjero A/S er i høj grad kendetegnet ved både initiativ, vækst og virkelyst. Virksomheden har fundet sin niche og er i stand til både at holde fast og udvikle sig. Her hører du ingen klagesang om Udkantsdanmark og finanskrise. Fjero A/S har fundet vækstsporet, siger Palle Damborg.

Har fundet sin niche
Da Fjero A/S blev grundlagt i 1936 under navnet Aktieselskabet Hem Maskinfabrik, udviklede og producerede virksomheden brede løsninger til industrien. Gennem årene specialiserede man produktionen mere og mere, men det var, da den nuværende ejer Henrik Lund købte virksomheden i 1986, at specialiseringen og udviklingen for alvor tog fart.

Gennem årene har man solgt en række produktområder fra, så virksomheden i dag kun fokuserer på sine kernekompetencer indenfor hydrauliske cylindre. Dermed har virksomheden fundet sin niche. For seks år siden tog man skridtet fuldt ud og skiftede navn til Fjero, der også er navnet på en af virksomhedens kendte varemærker. I dag fremstiller virksomheden hydrauliske cylindre til den hurtigt voksende offshorebranche, til vindmøller, til mobilindustrien og til truckproducenter. Fjero har i dag 85 ansatte og en betydelig eksport.

- Fjero A/S er et klassisk eksempel på, hvordan danske virksomheder må specialisere sig for at kunne begå sig på det globale marked. Fra Hem Maskinfabrik og til den virksomhed vi i dag kender som Fjero A/S, er der sket en imponerende udvikling. Der har tydeligvis været lagt en klar strategi, og den har man fulgt slavisk. Nu høster man resultaterne, hvilket både kan ses i regnskabet og på parkeringspladsen foran virksomheden. Det er en virksomhed, der har styr på økonomien, og som skaber mange nye arbejdspladser. Jeg er stolt over at overrække DI Skive/Viborgs Initiativpris 2013 til Fjero A/S, siger DI Skive/Viborgs formand Palle Damborg.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078