23948sdkhjf

HI 13 opruster på vindsiden

2011 var en appetitvækker. I år er HI-messen klar med den fulde pakke, når MCH slår dørene op til hal F, hvor Wind Energy Denmark samler en række nøglespillere i vindmølleindustrien.
På HI-messen for to år siden valgte MCH Messecenter Herning for første gang at dedikere en del af messen specifikt til ”Wind Power". Det gør MCH også i år, men denne gang bliver det i en noget større målestok og under navnet ”Wind Energy Denmark.”

- Man kan sige, at vinddelen for to år siden var en test af, om det var noget, vi skulle arbejde videre med. Og det var konklusionen, at vi skulle, for der blev taget rigtig godt i mod det, fortæller projektleder Klaus Erichsen fra MCH.

Derfor har MCH Messecenter Herning i år valgt at bruge endnu flere ressourcer på denne del af HI-messen.

Større på volumen og fagligt indhold
- Denne gang har vi ansat en projektmedarbejder til specifikt at få bygget Wind Energy-delen op og til at give den volumen, forklarer Klaus Erichsen fra MCH og uddyber:

- Hele aktivitetsprogrammet med ekskursioner, business to business-møder, produktseminarer og så videre var slet ikke på banen sidste gang. Så man kan slet ikke sammenligne denne del af messen med den for to år siden.

Formand for Vindmølleindustrien, Henning Kruse, glæder sig over, at Wind Energy Denmark har fokus på hele værdikæden med henblik på at udvikle nye og mere effektive supply chain-strukturer.

- Som formand for Vindmølleindustrien (DWIA) er jeg meget glad for, at Wind Energy Denmark fokuserer på tendenserne i forsyningskæden, og vi ser messen som en unik mulighed for at danne nye relationer og udforske nye forretningsmuligheder, siger Henning Kruse, head of government affairs, Siemens Wind Power.

Hvor vinddelen sidste år talte omkring 10 udstillere, er dette tal i år steget til 50 udstillere på Wind Energy Denmark. Og dertil kommer, ifølge Klaus Erichsen, omkring 100 udstillere, der også, men ikke udelukkende leverer til vindmølleindustrien og derfor har valgt at udstille på andre dele af messen. Både på selve messen, i messekataloget og på messens hjemmeside vil det fremgå tydeligt, hvilke virksomheder, der også leverer til vindmølleindustrien.

- Når man vil noget med en ny sektor, så skal den også være synlig. Og det bliver den, slår Klaus Erichsen fast.

Tyske og danske udstillere
Når MCH Messecenter Herning om kort tid slår dørene op til Wind Energy Denmark under HI 13, vil det næsten udelukkende være med danske og tyske udstillere – og det er resultatet af en bevidst strategi.

- Det er primært danske og tyske virksomheder, der udstiller direkte på Wind Energy Denmark. Vi har bevidst valgt at satse meget på Tyskland, fordi det tyske vindmarked ligger tæt på Danmark. Først skal vi have skabt et godt solidt grundlag, og så lader vi tingene vokse i tilpas tempo, forklarer projektleder Klaus Erichsen og tilføjer:

- Indtil videre er der seks til syv tyske udstillere i hal F, og det er faktisk ret godt.

En af årets danske debutanter er Hydratech Industries Wind Power, som har mere end 30 års erfaring med at designe og producere hydraulik og køleløsninger til vindmølleindustrien.

- Det er første gang, Hydratech Industries Wind Power udstiller på HI, og vi forventer at møde internationale vindmølleproducenter fra forskellige lande rundt om i verden. Trods det faktum, at vi i forvejen kender mange producenter, er vi overbeviste om, at vi vil møde både eksisterende kontakter og nye potentielle kunder, siger den forventningsfulde salgschef Henrik Vendelbo, Hydratech Industries Wind Power.

Klaus Ericsen understreger, at selvom det kan være svært at have nogen konkrete forventninger til noget, der stadig er i en opstartsfase, så har han gode forventninger til den forestående messe, herunder også til et kvalificeret besøg af turbinebyggere og udenlandske besøgende.

- Vi er godt tilfredse og synes, vi er kommet godt fra start. Vi har aktiviteter med høj faglig kvalitet. Det bliver en god og spændende hal, siger han om hal F, hvor Wind Energy Denmark holder til i dagene fra 3. til 6. september.

Du kan læse mere om Wind Energy Denmark her
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.11