Producent af løfteudstyr leverer rekordresultat
AC Hydraulic i Viborg, der producerer hydraulisk løfteudstyr til autobranchen, leverede et overskud på 23,3 mio. kr. i 2023 og dermed var det markant bedre end de 14,6 mio. kr. man hentede i 2022. Resultatet er det bedste i virksomhedens historie.
Ifølge administrerende direktør i AC Hydraulic, Frederik A. Christensen, kommer resultatet på trods af vigende investeringslyst på de europæiske hovedmarkeder, og i særdeleshed på det tyske marked. Et forhold, som virksomheden ifølge direktøren dog er godt indrettet til at imødekomme:
- I et år som 2023 er vi godt hjulpet af vores brede produktprogram, samt en relativt god spredning på vores eksportmarkeder. Mens den vigende investeringslyst på flere hovedmarkeder således i særlig grad er gået ud over salget af lifte, har vi formået at opretholde en fornuftig efterspørgsel på vores værkstedsudstyr, blandt andet til OEM-segmentet og til nichemarkeder, siger Frederik A. Christensen i en pressemeddelelse.
Etablerer amerikansk datterselskab
AC Hydraulic har desuden nydt godt af et mere eller mindre stabilt år uden corona og med aftagende inflation. Det har givet anledning til at fokusere på sikringen af en effektiv produktion med høj kapacitetsudnyttelse og nedbringelse af kapitalbindinger som reaktion på inflation og det stigende renteniveau. Noget, der i følge Frederik A. Christensen kan aflæses på årets resultat:
- Kernen i vores virksomhed er vores dygtige og erfarne medarbejdere, der sikrer en effektiv produktion med høj kapacitetsudnyttelse. Det giver os et rigtig godt udgangspunkt for at kombinere dansk design samt høj kvalitet og god service med et prisniveau, der resonerer hos kvalitetsbevidste værksteder verden over. Inflationskrisen tvang os desuden til at øge vores fokus på lagerbinding og indkøb, hvilket har bidraget til årets resultat, siger han.
Selskabet vil i 2024 etablere eget datterselskab i North Carolina i USA for at opsøge yderligere vækst og mindske eksponeringen overfor hovedmarkederne. Desuden vil der i 2024 ske en målrettet indsats for at kraftigt forstærke selskabets produktudviklingsindsats. Begge forudsætninger for, at selskabet kan indfri sine ambitioner:
- Vores branche befinder sig i en ombrydningstid, hvor mobilitetsmønstre og køretøjsformer ændrer sig - herunder omstillingen til elbiler. Hvis vi skal forblive relevante, skal vi formå at få den gode ide på forkant af markedet, og kommercialisere den langt hurtigere end vi har været vant til. Og så skal vi ud at indfri det potentiale, som danskproducerede kvalitetsprodukter har på de store markeder, vi ikke er til stede på i dag, siger Frederik A. Christensen.
Svag udvikling i søsterselskaber
AC Hydraulic er en del af koncernen AC Group, som i 2023 har skabt en vækst på 6 procent mod 10 procent i 2022. På trods af et meget tilfredsstillende resultat i AC Hydraulic er potentialet ikke blevet forløst i gruppens øvrige driftsselskaber, hvor resultatet blev mere beskedent med cirka10 mio. kr. mod 14,6 mio. kr. i 2022 og 25,9 mio. kr. i 2021.
Omkostninger til opstart af gruppens nye selskaber, AC Motors A/S og Anker A/S har været højere end forventet, ligesom der har været en svag udvikling i toplinjen i de mere etablerede virksomheder Intopit, Hydraflex og NH Handling.
Det er koncernens målsætning at præstere en vækst i 2024 på 15,8 procent. Dette vil resultere i en omsætning på 535 mio. kr. og dermed for første gang bringe koncernomsætningen over 0,5 mia. kr. AC Group sigter i 2024 mod et resultat før skat på minimum 30 mio. kr.
Artiklen er en del af temaet Regnskab.