23948sdkhjf

Overflade-kæmpe solgt til kapitalfond

Kapitalfonden Kirk Kapital, der har Lego-familien som ejere, køber overfladebehandleren DOT af Jysk Fynsk Kapital.

Kim Gulstad, administrerende direktør i Kirk Kapital, er stolt over investeringen i DOT.

- Vi er rigtig glade for vores fremtidige partnerskab med DOT, en virksomhed med en lang historik for at være kundernes foretrukne leverandør indenfor overfladebehandling af metal. Denne investering er i tråd med Kirk Kapitals strategi om at støtte veldrevne og markedsledende virksomheder med en langsigtet ejerskabshorisont. Samtidig ser vi frem til med tiden at kunne invitere andre partnere ind i ejerstrukturen, fortæller han.

Velrenommeret investor

Familierne bag Jysk Fynsk Kapital har været medejere siden 2008 og majoritetsejere siden 2016. De er stolte af DOT's udvikling under deres ejerskab og glæder sig til at se, hvad fremtiden bringer med Kirk Kapital.

- Vi er stolte af den flotte udvikling, som DOT har haft under vores ejerskab. Vi vil derfor gerne takke ledelsen og alle medarbejdere i DOT for deres indsats. Vi er samtidig glade for at kunne sælge DOT til en dansk og velrenommeret investor som Kirk Kapital. Vi er overbeviste om, at Kirk Kapital vil blive en god partner for ledelsen og DOT, og sikre DOT's fortsatte fremtidige succes, siger Per Kristensen, administrerende direktør for Jysk Fynsk Kapital.

DOT, tidligere kendt som Dansk Overflade Teknik, er specialiseret i en række ydelser inden for overfladebehandling af metal, herunder varmgalvanisering, pulverlakering, maling og metallisering. DOT driver 12 anlæg i Skandinavien og har cirka 600 ansatte.

I løbet af de seneste 15 år har DOT opnået betydelig vækst via strategiske opkøb af galvaniseringsanlæg i Danmark, Sverige og Norge. Denne strategi har styrket kvaliteten af de leverede ydelser og sikret DOT en stærk markedsposition. I dag er DOT klart førende inden for varmgalvanisering i hele Skandinavien.

Takker for opbakning

Direktionen i DOT fortsætter og består af administrerende direktør Henrik Steen-Jørgensen og CFO Nicolai Christensen.

- Jeg vil gerne takke Jysk Fynsk Kapital for opbakningen og assistancen igennem de 16 års ejerskab. Samtidig er vi hos DOT glade og stolte over det fremtidige partnerskab med Kirk Kapital. Det fremtidige ejerskab stemmer godt overens med vores værdier og vores engagement i at udvikle en bæredygtig virksomhed, samt sikre DOT og medarbejdernes fremtid. Samtidig forventer vi, at Kirk Kapitals ekspertise vil være vigtig i forbindelse med fremtidige opkøb og udvidelser af vores tilstedeværelse på de nordiske og nordeuropæiske markeder, hvilket yderligere vil styrke vores markedsposition. Vi ser frem til yderligere accelereret vækst for virksomheden i de kommende år," siger Henrik Steen-Jørgensen.

Transaktionen er betinget af de sædvanlige myndighedsgodkendelser.

Kirk Kapitals investeringsstrategi er at være en større minoritetsaktionær. Derfor vil Kirk Kapital med tiden invitere ligesindede partnere ind i ejerstrukturen og reducere sin ejerandel i DOT.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler
Andre Nordiske Medier

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.097