23948sdkhjf

Danpres tror på salg af dybtræk i Tyskland

Den midtjyske stålvirksomhed håber, at deltagelsen i Metal- og Maskinindustriens eksportkonsortium vil hjælpe med til at åbne døren hos de svært tilgængelige tyske kunder
Salgschef og medejer hos Danpres, Hans Mathiesen, ser store muligheder i at udnytte virksomhedens dybtrækskompetencer i et tysk marked, der nærmer sig kapacitetsgrænsen. Hans Mathiesen forklarer, at tiden er gunstig, fordi det tyske opsving efterlader virksomhederne med ganske lidt ledig produktionskapacitet.

Men det kan være meget vanskeligt at komme inden for hos de tyske OEM’er, som skærer i antallet af underleverandører.

For at bryde igennem barrierene hos de tyske kunder har Danpres, der leverer komponenter til OEM-virksomheder, involveret sig i et eksportprojekt, orkestreret af branchesamarbejdet for Metal- og Maskinindustrien under DI.

Læs også: Danpres vil åbne døren til Tyskland

Projektet består i, at 10 komplementerende stålvirksomheder organiserer sig i et eksportkonsortium for at kunne tilbyde en bredere pallette af de kompetencer, de tyske kunder vil efterspørge hos danske underleverandører.

- Ved at agere som konsortium tager man alle kompetencerne med, når man tilbyder sig. For Danpres’ vedkommende er det primært dybtræk, mens andre i gruppen kan byde ind på andre opgaver, fortæller Hans Mathiesen til Metal Supply.

Dybtræk
Danpres opererer inden for fire kerneområder: pladebearbejdning, svejs, stans og dybtræk, og ifølge Hans Mathiesen er det især kompetencerne inden for sidstnævnte område, der skal sikre Danpres avancement i Tyskland.

- Vores fokus ligger på dybtræk, for pladebearbejdning har de selv meget af, og her kan transportomkostninger hurtigt blive en konkurrenceforvridende faktor. Vi arbejder en del med idégenerering og forsøger at flytte grænserne for, hvad man kan på området, forklarer salgschefen og uddyber på Danpres’ konkurrencemæssige fordel:

- Vi mener, at vi er ret idérige omkring emnedesign og værktøjsudformning. Vi tør foreslå og prøve alternative løsninger. Noget af det som andre har fundet vanskeligt, har vi haft succes med at forsøge.

Læs også: Underleverandører stilles over for nye krav

Virksomheden i Låsby har ifølge Hans Mathiesen den rette størrelse til at gøre sig gældende inden for dybtræk, fordi konkurrencen på området er præget af større virksomheder med et højere omkostningsniveau og mindre, dårligere udrustede virksomheder.

- Der rører sig en del inden for dybtræk, og vi tror faktisk, at vi kan dække et hul i markedet. Vi skal bare have de tyske kunder til at få øje på os, siger Hans Mathiesen.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.093