Leverandør af varmeløsninger på nye hænder
Horsens-virksomheden Newtronic har med opkøbt Vejle-virksomheden Tranex. Det oplyser parterne i en pressemeddelelse.
- Man kan stoppe klokken, men ikke tiden - og jeg må jo erkende, at jeg ifølge min dåbsattest fylder 67 år i det nye år. Det er tid til at tænke på fremtiden, og jeg er sikker på, at denne overdragelse vil sikre Tranex' fortsatte succes. Jeg fortsætter som produktspecialist for at sikre en glidende overgang, siger Søren Larsen, grundlægger af Tranex.
Tranex er en specialiseret leverandør af komplette varmeløsninger (heat tracing systemer) til industrien i både Danmark og Sverige. De forhandler og sælger Thermons omfattende sortiment af varmekabler og procesvarme.
Virksomheden har stor erfaring med at hjælpe kunder med at projektere og levere varmekabel-løsninger til deres projekter både i industri og Atex-anlæg.
Niels Regel, grundlægger og direktør hos Newtronic udtaler:
- Det er med stor glæde, at vi byder Tranex velkommen i Newtronic-familien. Vi ser en naturlig synergi mellem vores virksomheder, hvilket vil skabe nye muligheder for vækst og innovation. Sammen vil vi videreudvikle Tranex' stærke fundament og udvide vores rækkevidde inden for tekniske elvarme løsninger på tværs af markederne i Danmark og Sverige.
Newtronic har i over to årtier tilbudt avancerede elvarmeløsninger. Opkøbet af Tranex understøtter Newtronics vækststrategi og positionerer dem stærkere i markedet for industrielle løsninger.