23948sdkhjf

Industrien vokser uden hjælp fra gavmild medicinalsektor

Produktionen i den danske industri voksede 5,5 procent fra juni til juli, når medicinalindustrien fraregnes

Medicinalsektoren har i flere år været den helt store vækstmotor i den danske industri. Faktisk var den afgørende for, at produktionen ikke endte i decideret tilbagegang i en periode.

Men det går altså også ganske godt, selv når man fraregner fremgangen i medicinalindustrien.

Det viser en sæsonkorrigeret opgørelse fra Danmarks Statistik.

Samlet set steg dansk industris produktion 7,3 procent fra juni til juli. Uden medicinalindustrien lød fremgangen på 5,5 procent.

Den kraftige stigning betyder samtidig, at den samlede produktion i industrien slår ny rekord, skriver Jeppe Juul Borre, der er cheføkonom hos Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.

- Og det er tilmed en bred stigning i produktionen, som steg i juli i 8 ud af 12 underbrancher.

- Dagens tal er så absolut gode, og den rekordhøje industriproduktion kan påvirke de helt store tal for dansk økonomi. Det vidner om en dansk industri i fin forfatning, lyder det.

Sagens tal vidner om, at den høje vækst i Danmark - sammenlignet med de omkringliggende lande - vil fortsætte. Det vurderer Palle Sørensen, der er cheføkonom hos Nykredit.

- I hvert fald på den korte bane, skriver han i en kommentar.

- I Nykredit tror vi da også, at industriproduktionen vil være meget stærk de kommende år. Særligt fordi de gode tider i medicinalindustrien ser ud til at fortsætte.

Ifølge Jeppe Juul Borre melder en tredjedel af virksomhederne i industrien dog om udfordringer med mangel på efterspørgsel.

- Dermed er mangel på efterspørgsel lige nu den største hæmsko i industriproduktionen og overgår både mangel på arbejdskraft og materialer som begrænsninger, lyder det.

/ritzau/

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.047