23948sdkhjf

Nyt værft ser dagens lys

North Sea Yard vil hovedsageligt slå sig op på energioptimering af fiskefartøjer under konceptet TrawlerBoost.
North Sea Yard er navnet på det utraditionelle samarbejde, der står bag TrawlerBoost. Bag det nye værft står en erfaren kreds af velrenommerede og anerkendte virksomheder med årelang erfaring og dokumenterede kompetencer i forhold til at servicere fiskerifartøjer.

Summen af disse partneres kompetencer giver en ekspertise, som tillader North Sea Yard at løfte alle former for opgaver i forbindelse med energioptimeringer af trawlere.

- Den gode historie er, at vi ved, hvad vi taler om. Vi har hver især arbejdet med energioptimering og retrofit i mange år. Den gode nyhed er, at vi samler vores kompetencer og sætter dem i spil på en måde, der giver kunderne en helt ny og unik mulighed for at få arbejdet udført i en koordineret og komprimeret proces, siger Jesper Pedersen, direktør for det nyetablerede Hanstholm-initiativ.

Reducerer energiforbruget
I fiskeriet er den største omkostning knyttet til brændstofforbruget. En gennemsnitlig trawler bunkrer 40.000 liter diesel, hver gang den skal på havet. Men erfaringer viser, at stort set alle trawlere kan spare minimum 10 procent af energiforbruget - mange endda helt op til 30 procent – ved at arbejde målrettet med energioptimering.

Det er baggrunden for TrawlerBoost, der er et nyt tiltag til reduktion af energiforbruget på trawlere.

- Behovet er enormt. Vi taler om mange penge, som fiskerflåden i øjeblikket smider direkte ud i havet, forklarer Jesper Pedersen.

360 graders tilgang
Med TrawlerBoost får trawlerejerne, ifølge direktøren, det samlede overblik over alle de væsent-ligste optimeringsmuligheder i forhold til skibets drift og energiforbrug. I stedet for at justere lidt hist og her giver TrawlerBoost et samlet bud på, hvordan energiforbruget kan optimeres i en sammenhængende indsats. Det åbner mulighed for massive energioptimeringer og sparer samtidig tid, fordi indgrebene kan foretages i én ombæring, så trawleren ikke skal i dok ad flere omgange.

- Vi kigger på alt lige fra besætningens adfærd til ændringer af motorernes dyser. Både små og store indgreb har effekt: Trim eller udskift skruen, monter en bulbstævn, anvend en trawltype med mindre modstand eller giv besætningen et kursus i energirigtig adfærd. Det handler om energioptimering i alle former og på alle planer, og det er det tilbud, vi nu går i markedet med, forklarer Jesper Pedersen

TrawlerBoost kan med fordel udføres, mens trawleren alligevel ligger i havn i forbindelse med en reparation eller anden service. North Sea Yard tilbyder reparationer og ombygninger i dok, på bedding og ved kaj.

Stort markedspotentiale
North Sea Yards forventninger til TrawlerBoost er store. Ikke mindst set i lyset af udviklingen i den norske offshore-industri, som har betydet, at der er et hul i markedet for servicering af fiskerflåden.

- Offshore-industrien i Norge boomer, og det betyder, at de norske værfter har skruet prisen på service kraftigt i vejret samtidig med, at serviceniveauet er faldet. Derfor kigger norske fiskere ofte til Danmark, når de skal på værft. Potentialet for at skabe en forretning gennem servicering af den norske fiskerflåde er derfor helt oplagt. Men vi vurderer, at TrawlerBoost er attraktivt for alle trawlere, der arbejder på Nordsøen, så vi forventer at kunne tiltrække fiskefartøjer fra både Norge, Sverige, Skotland og naturligvis Danmark, konkluderer Jesper Pedersen.

Ejerkredsen bag det nye værft består af en række erfarne og veletablerede servicevirksomheder med base i Hanstholm blandt andre: Hanstholm Skibssmedie, Hanstholm Ny Flydedok, Hanstholm Smede- og Maskinværksted og Sparekassen Thy.
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.094