23948sdkhjf

Smedevirksomhed skifter kurs med nye ejere i spidsen

Herfølge Kleinsmedie satser på mere serieproduktion i rustfri stål i de kommende år

I maj 2024 fik Herfølge Kleinsmedie nye ejere, da Claus Munk og Jacob Mortensen overtog den sjællandske smedevirksomhed.

Nu har de to kompagnoner så stået i spidsen for virksomheden i et halvt år, og de har ikke fortrudt deres investering.

- Det er en virksomhed med rigtig gode, loyale og dygtige medarbejdere, og der er også en rigtig fin kundeportefølje, opsummerer Claus Munk.

Det startede med en brændeovn

Herfølge Kleinsmedies historie går tilbage til 1979, hvor den unge smed Karsten Richardt byggede en brændeovn. Den fik han hurtigt solgt, og flere fulgte efter. I en årrække foregik brændeovnsproduktionen i fritiden, men overskuddet investerede Karsten Richardt i maskiner, og således blev grundlaget lagt til Herfølge Kleinsmedie.

- Karsten var selv direktør frem til 2016, hvor sønnen Finn gennem et generationsskifte tog over. Covid-tiden ramte dog virksomheden hårdt. Der blev optaget corona-lån, og det førte desværre til en konkurs i 2022. Men man fik hurtigt genstartet selskabet, fortæller Claus Munk.

- Nu har man så valgt at sælge virksomheden. Dels har der været sygdom i familien, og dels har det været svært at komme ordentligt i gang igen. Der manglede økonomiske og ledelsesmæssige ressourcer, men det håber vi, at vi kan bidrage med, fortsætter han.

Nu har man så valgt at sælge virksomheden. Dels har der været sygdom i familien, og dels har det været svært at komme ordentligt i gang igen. Der manglede økonomiske og ledelsesmæssige ressourcer, men det håber vi, at vi kan bidrage med Claus Munk, ny medejer af Herfølge Kleinsmedie

Det er en virksomhed med en lang historie i smede- og underleverandørbranchen, de to har overtaget.

- Der har været en meget blandet produktportefølje. Herfølge Kleinsmedie har gennem tiden været kendt for alt fra store stålkonstruktioner i jern, såvel som rustfri stål, men har også påtaget sig mindre serieproduktioner. Og så har de beskæftiget sig med unika-produktioner og mere innovative opgaver i samarbejde med diverse kunstnere og ingeniører. Det har på det seneste resulteret i en lidt ujævn ordretilgang. Her mener vi, at virksomheden, ved i højere grad at satse på serieproduktion, kan opnå en mere stabil og rentabel forretning, forklarer Claus Munk.

Produktionen er sat i system

Mens Jacob Mortensen allerede har erfaring som virksomhedsejer, er der tale om en ny disciplin for Claus Munk.

- Min baggrund er bestyrelsesarbejde og operationel ledelseserfaring fra anden branche, men jeg har ikke tidligere været ansvarlig for en selvstændig virksomhed. Jacob har en virksomhed inden for bygnings- og konstruktionsstål, der hedder JMC Group, hvis produktion ligger i Polen. Det, JMC leverer, er primært sort stål, altså jernprodukter, til byggeindustrien. Det gør Herfølge Kleinsmedie sådan set også, men vi ønsker at dreje fokus over på serieproduktioner i rustfri stål, fortæller Claus Munk.

Fælles for de to nye ejere er dog, at de er kommet til Herfølge Kleinsmedie med friske øjne, og det har allerede resulteret i ændringer på fabrikken.

- Vi har jo tænkt meget i systemer, altså på at få optimeret ressourcerne og ikke mindst arbejdskraften, så vi ikke spilder værdifuld tid på gulvet, udtaler Claus Munk, og fortsætter:

- Vi har ansat en konsulent til at hjælpe os med systemløsningerne, og der er vi nået rigtig langt. Vi har indført et nyt regnskabssystem, og nu er vi i en proces, hvor vi skal ud og gøre opmærksom på os selv. Vi skal ”brande” virksomheden – ikke mindst for at få nye rustfri smede, for vi tror på virksomheden på den lange bane.

Mere rustfri, men også sort stål

Det er ikke, fordi Claus Munk og Jacob Mortensen har lavet en kæmpe paladsrevolution hos smedevirksomheden, for der har været nogle gode, sunde værdier at bygge videre på og en god forståelse for håndværket. Men Herfølge Kleinsmedie skal udvikles og fremtidssikres.

- Vi har sat et værdi-kodeks op, som vi ønsker at arbejde efter: Vi vil levere kvalitet til tiden, vi vil være imødekommende, og vil vi være konstruktive i dialogen med vores kunder. Samtidig skal Herfølge Kleinsmedie være en tryg og attraktiv arbejdsplads, fortæller Claus Munk.

- Vi er rigtig glade for vores nuværende kunder, men vi har plads til flere. Og gerne nye kunder med behov for smedearbejde og skæreopgaver af en vis volumen til vores helt nye energieffektive fiberlaser fra Amada, fortsætter han.

- Planen er at servicere flere virksomheder, som ser en idé i at bruge Herfølge Kleinsmedie som underleverandør. Vi har i dag en rigtig god kunde, som alene lægger beslag på omkring 20 procent af vores kapacitet. Den slags vil vi gerne have et par stykker flere af, så vi kan kigge ind i en stabil produktion og måske udvide produktionen den vej rundt, lyder det fra Claus Munk.

Det bliver specielt inden for rustfri stål, at man vil satse i de kommende år, hvor Claus Munk især ser muligheder inden for fødevare- og pharma-industrierne.

- Vi vil stadig være leveringsdygtige i det sorte stål, og vi har gode kunder til det, men vi ser også, at fremtiden ligger i det rustfri stål. Og så kan vi faktisk udnytte den synergi, der ligger i, at vi gennem JMC kan sende den produktion til Polen, som vi ikke selv kan klare. Det giver os en konkurrencefordel, slutter Claus Munk.

Se nøgletal for:
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.109