23948sdkhjf

To jyske præcisions-specialister går sammen

PH Spaanteknik i Aalestrup køber Hein & Sønner

To virksomheder, som har specialiseret sig i præcisions-bearbejdning, går nu sammen. PH Spaanteknik i Aalestrup med godt 30 medarbejdere har købt Hein & Sønner i Randers med 8 medarbejdere.

Det skriver de to virksomheder i en pressemeddelelse.

PH Spaanteknik er en moderne maskinfabrik med flere robotter i produktionen. Virksomheden opbyggede i 2021 sit eget målerum til at understøtte produktion med meget små tolerancer.

Alle maskiner og aktiviteter flyttes fra Randers til Aalestrup. Hein & Sønner har længe manglet plads i de nuværende lokaler på Lollandsvej i Randers.

Direktør Preben Hansen, PH Spaanteknik, siger: 

- Hein & Sønner er kendt for at levere komplicerede emner i høj kvalitet, og samtidig er de gode til lidt større emner, hvor vi er stærkere på de mindre komponenter. De manglede kapacitet, og vi har ledig kapacitet. Derfor kommer vi til at supplere hinanden rigtig godt. Sammenlægningen muliggør besparelser på både lokaleomkostninger og administration samt en mere effektiv udnyttelse af produktionsmaskinerne. Det vil være med til at styrke vores konkurrenceevne i fremtiden.

Begge ejere af Hein & Sønner A/S, Martin Stapelfeld og Kurt Stilling, fortsætter i PH Spaanteknik.

Adgang til teknologi

Martin Stapelfeldt er glad for sammenlægningen:

- Det er med stor glæde, at vi lægges sammen med PH Spaanteknik. Vi har længe haft behov for mere produktionskapacitet, og det har ikke været muligt at udvide på vores nuværende adresse i Randers. Ved at flytte både produktionen og maskinpark til Aalestrup, får vi ikke kun bedre plads, men også adgang til nogle af markedets bedste faciliteter og teknologier.

- Vil man være med helt fremme i det her marked, så kræver det topmoderne maskiner og en høj kapacitet. Det får vi nu, og dermed sikrer vi, at vores nuværende og kommende kunder kan forvente produkter og service i en meget høj klasse. Særligt PH Spaantekniks to avancerede 3D-målemaskiner og et stærkt kvalitetsstyringssystem certificeret efter ISO 9000-standarder er en klar styrkelse, siger Martin Stapelfeldt.

Navnet Hein & Sønner A/S beholdes som et binavn til PH Spaanteknik.

Medarbejderne i Hein & Sønner bliver tilbudt arbejde i Aalestrup. De to byer ligger 50 km fra hinanden.

Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.062