Million-donation rammer maskinmesterskole
10 millioner kroner.
Så stor er den øremærkede sum penge, som Aarhus Maskinmesterskole netop har modtaget.
Pengene kommer fra Dampskibsselskabet Norden A/S og skal bruges til at etablere et center i regi af maskinmesterskolen, hvor omdrejningspunktet er praksisnær forskning og udvikling indenfor nye grønne energiteknologier.
Centeret får navnet AAMS Maritime Synergy Hub, forkortet AASH.
Det oplyser skolen i en pressemeddelelse.
Pointen er at skabe et samlingspunkt for branchen, teknologiske institutter og vidensinstitutioner, der kan arbejde sammen om udviklingen af energiteknologier i stor og industriel skala.
- AMSH giver os en unik mulighed for at samle industrien, forskningen og uddannelsen i en fælles indsats for at accelerere den grønne omstilling, siger rektor Anders Hanberg Sørensen.
Dual-fuel, batterier og hybrider
AMSH bliver bygget op omkring tre temaer.
De tre hovedtrin omfatter integration af grønne dual-fuel motorer til den maritime sektor, infrastruktur til brændstofforsyning samt batterilagring og hybridintegration af teknologierne imellem hinanden.
Alle trin bindes sammen af digitale løsninger, herunder digitale tvillinger og data-clustere, som sikrer en stærk kobling mellem praksis og teori.
- AMSH vil være en unik mulighed for at kombinere uddannelse, forskning og praktiske anvendelser på en måde, der ikke bare forbedrer vores teknologi, men også ændrer måden, vi tænker om den, siger Anders Hanberg Sørensen.
Grønt lokkemad
Grøn teknologi er begyndt at fylde mere på maskinmesterskolen i Aarhus.
Ved sommeroptaget 2024 måtte rektor og den øvrige skoles ledelse afvise ansøgere på grund af pladsmangel.
I følge rektor Anders Hanberg Sørensen er det udsigten til at tage en uddannelsen inden for grønne teknologier, der lukker så mange ansøgere til.
- Vi kan se, at de unge køber ind på den grønne dagsorden og synes, det er interessant, hvad den bringer med sig. De søger en uddannelse, hvor de kan komme til at gøre en forskel, siger Anders Hanberg Sørensen.
Derfor glæder han sig over, at maskinmesterskolen får endnu et grønt tilbud til deres undervisning. Ikke mindst til de allerede uddannede maskinmestre, der må forvente mere grøn teknologi i deres arbejdsliv, og derfor kan have brug for efteruddannelse.
Det nye center er sat i verden for at understøtte en tilgang, hvor nye teknologier testes, optimeres og videreudvikles i praksisnære omgivelser.
Dette sikrer, at maskinmesterstuderende og professionelle på efteruddannelsesforløb får en dyb forståelse for både teknologien og dens anvendelse i den maritime sektor.
Platformen kan også fungere som et fjernlaboratorie der gør det muligt for virksomheder at teste teknologier på afstand i realistiske scenarier.
- Virksomheder kan teste deres løsninger i virkelighedsnære miljøer, og vores studerende lærer at tænke holistisk omkring systemintegration og bæredygtighed. Det er en investering i fremtidens kompetencer og grønne løsninger, siger forretningsudvikler på Aarhus Maskinmesterskole Casper Raahede.
Aarhus Maskinmesterskole
- Aarhus Maskinmesterskole er den største maritime uddannelsesinstitution i Danmark med omkring 1000 studerende på maskinmesteruddannelsen samt omkring 200 studerende på uddannelserne til produktions- og automationsteknolog.
- Foruden fuldtidsuddannelserne tilbyder Aarhus Maskinmesterskole også efteruddannelsesforløb til den maritime industri.
- Aarhus Maskinmesterskole har, foruden hovedsædet på Aarhus havn, uddannelsesudbud i Viborg og som fjernundervisning.
Kilde: AAMS