Pressemeddelelse fra ByrumLabflex
Virksomhedssammenlægning skaber verdens fjerdestørste koncern indenfor fremstilling af inventar til laboratorie-, hospitals- og uddannelsessektoren med en årlig omsætning på ca. 450 MDKK, hvoraf eksportandelen udgør ca. 60%.
Aktiviteterne omkring hospitals- og laboratoriesektoren vil blive videreført under navnet ByrumLabflex . ST Skoleinventar, iab, Armalab og PS industrilakering fortsætter i eget navn. Det er dog hensigten på sigt at markedsføre koncernen under et fælles navn.
Koncernens overordnede mål er at fortsætte ekspansionen på de internationale markeder og samtidig fastholde den nuværende markedsposition i Skandinavien. Ydermere vil det være koncernens hensigt, via sammenlægning af fælles kompetencer, at være trend-skabende og dermed tilføre branchen værdi.
Størrelse og konstant udvikling samt finansiel styrke er en betingelse for fortsat vækst og langsigtet overlevelse i det stærkt konkurrenceprægede, internationale marked. Dette er den primære baggrund for, at ejerne af de to koncerner, CIC A/S og PS Holding APS har fundet tiden inde til en sammenlægning og derved skabe en seriøs aktør på verdensmarkedet.
De to modervirksomheder komplementerer i hovedreglen hinanden, både hvad angår markeder og produkter. Dette er en konsekvens af mange års konkurrence.
I sammenlægningen lægges der vægt på opnåelse af størst mulige synergier, fastholdelse af alle kompetencer internt i koncernen samt effektivisering af alle koncernselskaber.
Det er selskabets hensigt på længere sigt at sammenkøre og ensarte dele af produktsortimentet og herved optimere produktionen på tværs af de eksisterende fabrikker for at opnå nødvendige synergier.
Den nye koncernledelse vil i fremtiden bestå af koncerndirektør Peter Simonsen, vice koncerndirektør Henrik Søgaard Nielsen, salgsdirektør Michael Kudsk og adm. direktør Rene Heiselberg Pedersen (ST skoleinventar).
Det fremtidige hovedkontor for koncernen bliver på adressen i Århus på Labflex’ nuværende adresse.
Har du spørgsmål til sammenlægningen er du velkommen til at kontakte adm. direktør Peter Simonsen (tel +45 87472700), viceadm. direktør Henrik Søgaard Nielsen (tel +45 87472700) eller salgsdirektør Michael Kudsk (tel +45 97523533).