Tilsyn: Dårlige svejsninger var skyld i dødsulykke
En alvorlig ulykke i Glamsbjerg den 26. november 2024, hvor otte mænd styrtede igennem gennem taget på en betonkonstruktion og tre døde, skete, fordi stålkonstruktionen var ustabil.
Det viser en aktindsigt, som en række medier har fået i Arbejdstilsynets afgørelser, heriblandt Ritzau, Ingeniøren og DR.
10 mænd var i gang med at støbe taget på en ny silo til Flemløse Biogas i Glamsbjerg på Fyn, da ulykken skete. De var ved at pumpe i alt 292 m3 beton ind i støbeformen til støbningen. Men da de 260 m3 var blevet pumpet ind, opdagede håndværkerne, at støbeformen havde sat sig 2,5-3 centimeter.
Efter at have rådført sig med ingeniøren, der havde projekteret konstruktionen, fortsatte de arbejdet, 10 minutter senere kollapsede stålkonstruktionen, skriver Ingeniøren.
- De mangelfulde svejsninger medførte, at støbeformen ikke kunne optage de forudsatte konstruktionsmæssige belastninger, hvilket bevirkede, at støbeformen blev ustabil i forbindelse med udlægning af store mængder beton til siloens tag og konstruktionen kollapsede, skriver Arbejdstilsynet i afgørelsen ifølge DR.
I alt otte mand faldt 26 meter ned, da stålkonstruktionen kollapsede.
Det er den tyske virksomhed Formtec, der har leveret støbeformskonstruktionen, og virksomheden afviser overfor DR at stille op til interview, da virksomheden selv undersøger ulykken. Formtec oplyser til DR, at de er uenige i Arbejdstilsynets konklusioner, som har resulteret i et strakspåbud.
Arbejdstilsynet har givet to Flemløse Biogas to strakspåbud for ikke at have anmeldt arbejdet til Arbejdstilsynet, hvilket er i strid med arbejdsmiljøregler, lyder det i afgørelsen fra tilsynet. Samtidig var der ikke en sikkerhedsorganisation på byggepladsen, som levede op til loven.
Anlægget skal anmelde, at der foregår et arbejde, når det overstiger 500 mandedage, oplyser Arbejdstilsynet.
Når der er to arbejdsgivere og mindst ti personer på byggepladsen, skal der desuden laves en plan for sikkerheden.
Over for TV 2 Fyn afviser Flemløse Biogas' direktør at kommentere påbuddene.